Flere end tre millioner mennesker er på flugt fra borgerkrigen i Syrien, der nu har varet i tre et halvt år. Endnu flere er internt fordrevne.
Og det giver store problemer i nærområderne omkring Syrien, der indtil videre har været klart de største aftagere af flygtningestrømmen.
Libanon har eksempelvis modtaget 1,1 millioner syriske flygtninge. Til sammenligning har landet en befolkning på 4,5 millioner mennesker. Det skaber en uholdbar situation i landet, mener Libanons premierminister, Tammam Sallam.
- Den massive tilstrømning af syrere til vores fattige kvarterer har haft en destabiliserende effekt. Vi er slet ikke klar til at bære sådan en byrde, og hele situationen skaber grobund for ekstremisme og vold, siger han til nyhedsbureauet AP.
Det enorme antal flygtninge fik Libanon til at lukke sine grænser for nye flygtninge for ti dage siden, og både Libanon, Tyrkiet og Jordan beder nu Europa om hjælp til at tage imod flere flygtninge fra Syrien og sende flere penge til at hjælpe med de enorme flygtningestrømme.
Den største humanitære krise siden Anden Verdenskrig
Ifølge generalsekretær for Dansk Røde Kors Anders Ladekarl har borgerkrigen i Syrien udviklet sig til den største humanitære krise siden Anden Verdenskrig. Et sted mellem 11 og 13 millioner mennesker er berørt af borgerkrigen.
- Alene flygtningestrømmen til Libanon er så kraftig, at syrerne nu udgør tæt på en tredjedel af alle indbyggere i Libanon. Det skaber et kæmpe pres på hele landets system. Sundhedsvæsenet er ved at knække sammen, arbejdsløsheden er voldsomt stigende og lønningerne rasler ned. Alt bliver påvirket i det libanesiske samfund af denne her konflikt, forklarer han.
Jordan og Tyrkiet oplever lignende problemer og har også forsøgt at lukke sine grænser for flygtningestrømmen.
- Tyrkiet bruger ufatteligt mange penge på at opretholde flygtningelejre, men sammen med de lukkede grænser går det ud over folks muligheder for at flygte fra krigen i Syrien, siger han.
Se hvordan syriske flygtninge bor i lejre så store som byer på grænserne op til Syrien.
Ingen hjælp kan udløse en menneskebombe over Europa
Tyskland har tidligere kritiseret de andre europæiske lande for at flygte fra deres ansvar og ikke tage imod nok flygtninge fra Syrien. Selv har tyskerne modtaget flere end 70.000 syriske flygtninge, siden krigen startede.
Danmark er et af de lande, der har modtaget kritik for sin rolle i at holde syriske flygtninge ude af sit eget land. Så sent som i starten af oktober var FN's flygtningehøjkommissariat UNHCR ude med skarp kritik af de nye danske asyllove, der gør det sværere for syriske flygtninge at få familiesammenføring i det første år, de er i Danmark.
Og ifølge Anders Ladekarl er det vigtigt, at EU finder en fælles løsning på, hvordan flygtningestrømmen fordeles mere ligeligt mellem landene.
- Som det er nu, er der nogle lande, der helt undlader at registrere flygtninge, mens andre lande som Tyskland og Sverige løfter en kæmpe byrde. Der skal findes en fælles løsning, så de her flygtninge ikke bare bliver skubbet rundt i Europa, siger han.
Sker det ikke, kan presset på Syriens nabolande blive så voldsomt, at de ikke har noget andet valg end at sende menneskemængderne videre i stedet for at holde dem i flygtningelejre i nærområderne. Og så er det først, at Europa og Vesten får problemer, mener Ladekarl.
- Der skal mere hjælp til, for ellers sker det, som Tyrkiet og Libanon har truet med. Så sender de en menneskebombe afsted mod Europa, siger han.
I alt er cirka 135.000 syrere flygtet til EU-landene, viser tal fra EU-Kommissionens statistiske tjeneste Eurostat og fra FN's flygtningehøjkommissariat UNHCR, som DR's undersøgende databaseredaktion har gennemgået.