VIDEO DR møder to af Ukraines nye partier

Der er partier for enhver smag, når ukrainske vælgere søndag skal vælge nyt parlament. DR har mødt to af de nye partier.

På toppen af en sort varebil og til tonerne af fra filmserien Star Wars fører lederen af Ukraines Internetparti det sidste af sin valgkamp.

Partiet er bare et af de 29 partier, der stiller op til søndagens parlamentsvalg. Selvom det lyder som et satirisk indslag, så er det alvorligt ment, siger "Darth Aleksejevitj Vader", der leder Ukraines internetparti.

Ser De Dem selv som mest en spøg eller en protest mod det politiske system?

- Jeg er ingen protest. Jeg er den eneste udvej for det ukrainske samfund.

Kritikere: Betalt af Rusland

Kritikere mener dog, at partiet er et forsøg på at underminere parlamentsvalget. Blandt dem er sælgeren Maxim Martjenko, der kobler partiet sammen med Rusland.

- Det er en skam, fordi russiske penge laver politik i det her land.

Andre partier synes dog at tage valget på en lidt mere alvorlig facon. For første gang siden en række blodige optøjer i begyndelsen af året, går de ukrainske vælgere søndag til stemmeurnerne.

Nyt parti står til otte pct.

Blandt andet det nystiftede parti Samopomitj, der står til at brage ind i parlamentet med otte procent af stemmerne. Partiet stiller som krav til kandidaterne, at man ikke tidligere må have ført politik.

- Vi skal have sat en stopper for, at bureaukrater kan stjæle penge fra staten, siger Hanna Hopko, der er leder af partiet.

- Det nye Ukraine bliver født lige nu, en ny levevis. Folk er klar til at tage ansvar for landet. -, leder af partiet Samopomitj.

Til sammenligning står det ukrainske internetparti til at få under to procent af stemmerne.

Porosjenko ligner en vinder

Valget ventes at give præsident Petro Porosjenko politiske blok den dominerende magt i parlamentet, hvor prorusserne til gengæld får mindre indflydelse.

Parlamentet har hidtil haft 450 medlemmer, men Ruslands annektering af halvøen Krim betyder, at der nu bliver 12 færre.

I den østlige del af landet, hvor separatisterne har kontrollen, skal der vælges 14 mandater, men det er tvivlsomt, om det sker.

Separatistområderne har udråbt deres eget valg den 2. november med henblik på at opnå selvstændighed.

Se DR-korrespondent Matilde Kimers reportage i toppen af artiklen.