Den blodige konflikt i Ukraine har fordrevet hundredtusindvis af mennesker fra deres hjem.
FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) vurderer, at kampene mellem den ukrainske regeringshær og de prorussiske separatister i det østlige Ukraine har berørt 824.000 mennesker.
Mindst 430.000 personer er ifølge UNHCR fordrevet inde i Ukraine. Heraf er 170.000 blevet fordrevet i september. 387.000 mennesker er flygtet til Rusland, mens 6.600 har søgt asyl i EU. 581 er taget til Hviderusland.
Præsident står til 30 procent
På søndag holdes der parlamentsvalg i Ukraine, og den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, håber på at få bred opbakning til sin provestlige kurs.
Ifølge de seneste meningsmålinger kan hans blok regne med omkring 30 procent af stemmerne, mens premierminister Arsenij Jatsenjuks Folkefront står til 10 procents opbakning.
Separatister varsler valg
Indenrigsministeriet i Kijev sender 80.000 sikkerhedsstyrker på gaderne rundt om i landet på valgdagen for at sørge for et fredeligt valg. Imens har premierminister Jatsenjuk advaret om, at russiske provokationer kan forstyrre valget.
De prorussiske separatister i den østlige del af Ukraine har varslet, at de agter at afholde valg 2. november i regionerne Donetsk og Lugansk.
/ritzau/AFP