Jesper Theilgaard: Derfor er det vigtigt for EU med klima-aftale

I eftermiddag bliver ambitionsniveauet for EU's klimapolitik frem mod 2030 afgjort. Afgørende for kommende klimatopmøder, siger DR's klimaekspert.

EUs stats- og regeringschefer skal bl.a. blive enige om hvor meget udledningerne fra fabrikker, varmeværker og trafik skal reduceres frem til 2030. (Foto: © gerbrak, stock.xchng)

Når EU's statsoverhoveder mødes i Bruxelles torsdag eftermiddag, er det klimaet, der er på dagsordenen. Det er nemlig i eftermiddag, at ambitionsniveauet for EUs klimapolitik frem mod 2030 bliver afgjort.

- EU skal fastlægge, hvad de vil spille ud med i forhold til reduktionsmål, effektivisering og finansiering af CO2 reduktionen, forklarer Jesper Theilgaard, meteorolog og klimaekspert i DR.

EU's stats- og regeringschefer skal blandt andet blive enige om målene for drivhusgasser, handel med kvoter, vedvarende energikilder og energisikkerhed. Det er et vigtigt møde for klimaet.

EU er fyrtårn

- EU står som et fyrtårn for andre lande i verden. Det kommer til at betyde noget, fordi EU kan tale med én stemme til klimatopmødet i Lima i december, som igen leder frem til det globale topmøde i Paris i december 2015, siger Jesper Theilgaard.

Det bliver dog ikke nogen nem opgave at blive enige, da der er åbenbare konflikter, vurderer Jesper Theilgaard:

- Det er åbenlyst, at der er forskel på de vestlige og de østlige EU-lande, hvor især Polen har været modstander af at slippe kullene som energileverandør.

- Men det tidligere Østeuropa har et efterhæng fra tidligere tider, så de har også bedre mulighed for at effektivisere. Det er svært at forudsige, hvordan det ender i Bruxelles, men jeg tror, de når til enighed om en aftale om, hvordan vi skal nå 2030-målene, siger han.

Vigtigt for industrien

Ifølge Jesper Theilgaard er det vigtigt, ikke bare for miljøet, men også for industrien, at EU-cheferne når til enighed på EU-topmødet. Det er sidste gang, at et møde ledes af Herman Van Rompuy som formand, inden den nyvalgte formand, Donald Tusk, tiltræder.

- Virksomhederne vil gerne vide, hvad vej vinden blæser og kende EU's mål, så de ikke står i limbo, hvor der ikke er nogen aftaler. Da COP15 faldt fra hinanden i København i 2009, var virksomhederne frustrerede over, at de ikke vidste, i hvilken retning klimaaftalerne gik.

- De havde svært ved at nyinvestere, når de ikke vidste, hvilken vej de skulle gå. Den danske eksport af grønne teknologier er steget betydeligt de senere år, så her er man stærkt interesseret i en ambitiøs aftale, siger Theilgaard.

Samlet mål

Målene, som EU-cheferne skal blive enige om, er EU-mål. Det vil sige ikke nationale mål, men et samlet mål for EU. Kun det rene reduktionsmål vil måske blive et nationalt mål.

- Det afføder nok en del diskussion om, hvem der skal gøre hvad. Hvis man ikke har nationale mål, kan enhver skyde sig ind under, at det må de andre tage sig af. Det er et problem, når 28 lande skal lave et samlet mål og ikke definerer, hvem der skal gøre hvad, vurderer Jesper Theilgaard.

Hedegaards eftermæle

Topmødet i dag bliver også et punktum for klimakommissær Connie Hedegaard, der har sat store aftryk på dokumentet, der skal forhandles ud fra. Hvad der kommer ud af EU's klimaudspil, kommer derfor også til at stå som et slags eftermæle for den danske klimakommissær.

EU's klimaudspil bliver dog også vigtigt for de danske forbrugere:

- Hvis man bliver enig, kan det betyde noget for prisniveauet. En udvikling af mængden af vedvarende energi kan betyde noget for virksomheder, der fremstiller grøn energi. Hvis der skal investeres meget, kan det betyde højere priser for forbrugerne, mener Jesper Theilgaard.

Mange kritiserer, at EU's klimamål ikke er ambitiøse nok. Der er både bindende - og ikke-bindende mål. For eksempel er målet om 30 procent energi-effektivisering ikke bindende. Jesper Theilgaard håber, at EU-lederne når til enighed.

- En aftale betyder meget for EU's fremtidige klima- og energipolitik. Der vil med en aftale være skabt nogle retningslinjer for de kommende års investeringer, uanset om man er enig i beslutningerne eller ej.

- EU vil med en aftale kunne sige, at man har vist, hvorhen man helst ser verdens klimapolitik bevæge sig. Det store spørgsmål er derfor, om verden vil lytte, eller om EU vil stå alene med de vedtagne målsætninger, siger han.