Ebola, Islamisk Stat og tre uger til midtvejsvalg: Obama er en presset mand

Barack Obama har aflyst alt i sin kalender for at koncentrere sig om ebola-truslen. Det gør han, efter endnu en sundhedsarbejder har fået konstateret ebola.

Præsident Obama har helt ekstraordinært aflyst alle politiske planer de næste to dage. I går mødtes han med sin stab for at diksutere ebola-truslen, der skaber frygt blandt befolkningen og pres på præsidenten. (Foto: © KEVIN LAMARQUE, Scanpix Denmark)

Presset på præsident Barack Obama stiger i disse dage. Og det er kun tre uger før det vigtige midtvejsvalg i USA. Det skriver Reuters.

Det, der for alvor har øget presset på den amerikanske præsident, er det seneste tilfælde af ebola-smitte i USA. I går oplyste de amerikanske sundhedsmyndigheder nemlig, at endnu en sundhedsarbejder på Texas Health Presbyterian Hospital i Dallas, Texas, der behandlede den nu afdøde Thomas Eric Duncan, er blevet smittet med ebola.

Men det er ikke kun det, at hun er blevet smittet med ebola, som bekymrer amerikanerne, fortæller DR Nyheders USA-korrespondent Oliver Routhe Skov.

- Der begynder at være en stigende utilfredshed med myndighederne her i USA. Det er der blandt andet, fordi sygeplejersken kunne komme ombord på et fly, bare dagen før hun fik konstateret ebola, siger han.

Bliver presset politisk

Den ebola-smittede sundhedsarbejder har kastet brænde på republikanernes bål. De mener, at Barack Obama har været for langsom til at reagere - ikke kun på truslen fra ebola, men også på truslen fra Islamisk Stat.

Den republikanske leder øgede onsdag presset på præsidenten ved at foreslå et rejseforbud til de tre afrikanske lande, der er ramt af ebola-udbruddet. Et forslag, der ifølge meningsmålinger er populært blandt den amerikanske befolkning.

Det Hvide Hus har dog afvist et rejseforbud, da det vil begrænse nødhjælpsarbejdet, der skal stoppe epidemien i Vestafrika.

Den perfekte storm

Ifølge Oliver Routhe Skov så bliver truslen også brugt politisk op mod næste måneds midtvejsvalg, hvor demokraterne risikerer at miste Senatet.

- Det er noget nær "den perfekte storm". Vi har en valgkamp på den ene side, der er tre uger væk, og så har vi truslen fra Islamisk Stat og ebola. Der er præsident Obamas, og demokraternes, modstandere ikke sene til at koble det sammen.

- Hvis man kan koble de lokale kandidater sammen med Præsident Obama og sige, at ligesom Obama, så kan de ikke holde amerikanerne trygge. Det er det tema, der begynder at vokse i den her valgkamp, siger han.

Panikken siger blandt befolkning

Frygten for ebola er voksende blandt amerikanerne og efter gårsdagens nye tilfælde af ebola, så har frygten også ramt det amerikanske aktiemarked.

Den amerikanske præsident har aflyst alt i sin kalender de næste to dage, hvilket han meget sjældent gør. Han har holdt et to timer langt møde med sin stab, hvorefter han fortalte, at risikoen for et større ebola-udbrud stadig er meget lav.

Det handler ifølge Oliver Routhe Skov om at ramme en balance mellem at fortælle amerikanerne, at man tager ebola-truslen seriøst, samtidig med at man ikke skaber frygt og panik blandt befolkningen - en befolkning der ifølge Skov har tradition og tendens til at i panik.

- Det handler om at få folk til at forstå, at de ikke skal gå i panik nu. For hvis først det sker, så står myndighederne med et helt andet problem, fortæller han.