Piraterne ud for Somalias kyst er så godt som nedkæmpet.
Det vurderer en af Skandinaviens førende eksperter i pirateri, danskeren Hans Tino Hansen. Han er direktør i efterretningsfirmaet Risk Intelligence, der leverer oplysninger og rådgiver rederier i, hvordan de forholder sig til truslen fra blandt andet pirater, terrorisme og organiseret kriminalitet.
- Der er ikke kapret nogle skibe i meget lang tid og piraterne er stort set slået tilbage til nul, siger han til DR Nyheder.
Samme budskab lyder fra Forsvarets Marinestab - det tidligere Søværnets Operative Kommando - som bekræfter, at antallet af piratangreb er 'faldet markant'.
Fra 242 kapringsforsøg til 3
I dag udkommer bogen 'Sørens Somalia', der fortæller om den danske styrmand Søren Lyngbjørns 839 dage som gidsel hos somaliske pirater.
Søren Lyngbjørn og hans fem kolleger blev taget til fange, da deres coaster MV Leopard blev kapret i 2011. Først i foråret 2013 blev de seks besætningsmedlemmer frigivet af piraterne, der modtog 39 millioner kroner i løsesum.
Sagen er langt fra den eneste af sin slags, og netop i 2011 var pirateriet ud for Somalia på sit højeste. Dengang stod somaliske pirater bag hele 242 forsøgte kapringer på skibe i Adenbugten ud for Somalias kyst.
Sidste år var samme tal nede på ni forsøg, og i år er tallet indtil videre tre forsøgte kapringer, hvoraf kun ét forsøg har ramt et internationalt fartøj. Samtlige kapringer er dog mislykkedes.
Ikke siden marts 2012 er et internationalt fartøj blevet indtaget af pirater langs Somalias kyst.
Indsats har virket
Ifølge Hans Tino Hansen er der tre vigtige faktorer, der forklarer, at de somaliske pirater stort set er forsvundet.
- Indsatsen fra de internationale flådestyrker, som både eskorterer og stopper piraterne aktivt har gjort en stor forskel. Det startede allerede i 2008, men tog egentlig først fart et par år efter, siger han.
Især efter visse lande, deriblandt Danmark, fik mandat til at angribe piraterne tæt på land i 2011, er antallet af tilfangetagne pirater og løsladte gidsler steget markant.
Penge til piraterne er forsvundet
Derudover har rederierne selv gjort meget for at beskytte sine skibe og besætninger bedre mod piraterne. Blandt andet blev det i sommeren 2012 tilladt for danske rederier at hyre bevæbnede vagter til at beskytte skibene i særligt farlige farvande.
Og det har afskrækket mange pirater fra at angribe.
- Vagterne har gjort en stor forskel, men det hænger også sammen med, at alle rederierne har været enige om at investere i dem og andre sikkerhedstiltag som brug af efterretninger og nye procedurer, hvor personalet ved, hvad de skal gøre, hvis de bliver angrebet, siger Hans Tino Hansen.
En tredje årsag er, at sikkerhedssituationen i Somalia har ændret sig i de seneste år fra et land, hvor al lov og orden var væk, til et land, hvor man nu kan investere i andet end kriminalitet og stadig satse på at tjene penge på det.
- Mange af de investorer, der tidligere satte penge i pirateri, er begyndt at købe hoteller og restauranter eller forsøger sig med landtransport i stedet. De har simpelthen taget finansieringen andre steder hen, siger Hans Tino Hansen.
Forsvaret bekræfter piraters tilbagegang
Samme billede genkender man hos Forsvarets Marinestab (tidl. SOK, red.), der bekræfter, at antallet af gidsler og piratangreb i Adenbugten har været markant faldende og nu er på et meget lavt niveau.
Her tilskriver man især faldet i antallet af angreb med tilstedeværelsen af flådestyrker og nye tiltag fra skibsfarten som bl.a. bevæbnede vagter og sejlruter i god afstand fra land.
Faren er ikke ovre
Mens treenigheden af flådestyrker, rederiernes nye sikkerhedsystemer og situationen i Somalia indtil videre gør, at piraterne er så godt som udryddede langs Somalias kyst, er der en fare i at tale problemet helt væk, mener Hans Tino Hansen.
- Problemet er, at det stadig er uendeligt nemt at gå ind i pirateri. Alt det kræver, er våben, billige både, billige folk og noget billigt kommunikationsudstyr. Og alt det er der masser af i Somalia, siger Hans Tino Hansen.
Og mens de internationale flådestyrker har lovet at blive i området indtil 2015, er der ingen internationale løfter fra 2016 og frem. Det bekymrer Hans Tino Hansen.
- Hvis regeringerne trækker flådestyrkerne tilbage, og rederierne fjerner deres sikkerhedsforanstaltninger, så skal der nok blive kapret skibe igen, siger han.
Stadig pirater i Asien og Vestafrika
Samtidig skal man heller ikke tro, at pirateri ikke foregår ude i verden. Langs Sydøstasiens og Vestafrikas kyster angribes skibe hver eneste dag, fortæller Hans Tino Hansen.
- Det foregår stadig andre steder. Alene i Guineabugten ud for Nigeria sker der omkring 100 angreb om året, siger han.
I alt vurderer Hans Tino Hansen, at der er cirka 37 gidsler tilbage i Somalia. Ud over dem er mindst fem savnet, hvilket betyder, at myndighederne ikke aner, om de er levende eller døde. Alle gidslerne er taget til fange før april 2012.