USA: Flere hundrede IS-krigere dræbt men Kobane kan stadig falde

På trods af adskillige vellykkede luftangreb kan Kobane stadig falde til IS, siger USA's forsvarsministerium.

Ifølge USA har de amerikansk ledede bombeangreb mod Islamisk Stat i Kobane kostet flere hundrede IS-medlemmer livet. (Foto: © Aris Messinis, Scanpix)

De amerikansk-ledede bombeangreb mod Islamisk Stat (IS) ved den syriske by Kobane har kostet flere hundrede jihadister livet, siger en talsmand for USA's forsvarsministerium.

Amerikanerne har i den seneste tid skruet op for antallet af angreb, men ikke desto mindre kan byen fortsat falde i hænderne på islamisterne, siger kontreadmiral John Kirby på et pressemøde i Washington.

- Vi mener at have dræbt adskillige hundrede IS-krigere i og omkring Kobane, siger talsmanden.

De fleste indbyggere er flygtet

John Kirby tilføjer samtidig, at størstedelen af byens befolkning er flygtet i takt med, at de voldelige jihadister fra IS er strømmet ind i området i håbet om at indtage den overvejende kurdiske by.

Tidligere onsdag erklærede Tyrkiet, at landets kurdere ikke får lov at krydse grænsen til Syrien for at slutte sig til kampen mod IS i Kobane

Premierminister Ahmet Davutoglu sagde, at kun syriske flygtninge vil få lov at krydse grænsen.

/ritzau/Reuters