Tyrkiet har ikke tænkt sig at lade tyrkiske kurdere, der ønsker at slutte sig til kampen mod jihadister fra Islamisk Stat (IS), krydse grænsen til Syrien.
Premierminister Ahmet Davutoglu siger, at kun syriske flygtninge får lov at krydse den tyrkiske grænse til den overvejende kurdiske by Kobane, der er under pres fra IS.
Dermed afviser tyrkerne opfordringer fra Vesten om at åbne grænsen for alle, skriver AFP.
Kurdisk milits er trængt tilbage
- De, der kommer fra Syrien, kan vende tilbage for at kæmpe for Kobane, siger premierministeren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den kurdiske milits, der forsvarer den syriske grænseby, er i de seneste uger blevet trængt tilbage, og Tyrkiet er derfor kommet under stigende pres for at lade kurdiske styrke slutte sig til kampen.
Forsøger at stoppe kurderne
- Men vi vil ikke lade tyrkiske borgere komme ind i Syrien. Vi ønsker ikke, at de bliver en del af konflikten. Vi forsøger at stoppe dem, der prøver at komme ind på illegal vis, siger Davutoglu.
I midten af september indledte IS en offensiv mod Kobane, og hidtil er over 500 mennesker blevet dræbt, mens omkring 200.000 i området er flygtet over grænsen til Tyrkiet.
/ritzau/AFP