I dag er det et halvt år siden, at den islamistiske terrorgruppe Boko Haram kidnappede flere end 200 skolepiger fra sovesalen på deres skole i Nigeria.
Pigerne holdes fortsat fanget i store skovområder i grænselandet mellem Nigeria og Cameroun, og mange er syge og lever som soldaternes koner.
En hverdag der kan vare i lang tid fremover.
For selv om USA og Frankrig dengang sendte militærrådgivere til Nigeria for at tage kampen op mod Boko Haram, står terrorgruppen stærkere end nogensinde.
- De samler islamistiske soldater op fra andre dele af Vestafrika i takt med at islamistgrupperne i for eksempel Mali er blevet presset, forklarer Niels Kastfelt, der er lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
IS er med til at styrke Boko Haram
Dermed er Boko Haram ved vokse fra en nigeriansk til en vestafrikansk bevægelse.
Og det kan terrorgruppen blandt andet takke Islamisk Stat (IS) for.
- Fokus er forsvundet efter kampagnen 'Bring Back Our Girls' efter kidnapningen. Nigerias regering er ikke presset til at gøre noget mere. Den kan krybe i skjul. Og det betyder at Boko Haram kan udfolde sig mere frit, forklarer Niels Kastfelt.
Og det gør de i den grad. Nu med videoer af halshugninger, som vi har set det fra IS, men ellers aldrig fra Boko Haram før.
Deres første video med halshugning
For 10 dage siden sendte Boko Haram en video ud, hvor de halshugger en mand, der efter sigende er pilot i Nigerias militær.
- Det er første gang, de bruger den metode. Og det er interessant, at de gør det, for det viser, at dede lader sig inspirere af Islamisk Stat, mener Niels Kastfelt.
- Den video, der kom frem for en uges tid siden, er et meget klart eksempel på det.
Efteraber Islamisk Stats strategi
Et andet eksempel er, at Boko Haram for en måneds tid siden udråbte et kalifat i det nordøstlige Nigeria efter forbilledet Islamisk Stat.
- De har ændret strategi og lagt sig tættere op af Islamisk Stat, vurderer Niels Kastfelt.
Førhen var Boko Haram en guerillabevægelse, som angreb byer og trak sig ud igen. Nu forsøger de at kontrollere områder, som vi ser det med Islamisk Stat.
Og det er netop lykkedes i Borno i det nordøstlige Nigeria.
Boko Haram bliver ved med at vokse
Derfor kan lektoren heller ikke se, hvad der skal vende udviklingen.
- Boko Haram ser ud til at blive ved med at vokse og konsolidere deres magt. De bliver ved med at have våben og er begyndt at samle soldater fra Chad og Cameroun op, siger han.
For selv om USA og Frankrig sendte militærrådgivere, er Boko Haram ikke blevet stækket.
- De står stærkere nu end nogensinde, vurderer Niels Kastfelt, der er lektor ved Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.