Skrantende tysk økonomi rammer danske virksomheder

De sløje tyske væksttal kan mærkes hos danske virksomheder, som har Tyskland som deres vigtigste eksportmarked. Det siger Dansk Industri.

De sorte skyer, der trækker sig sammen over den tyske økonomi, er også kommet til Danmark. (Foto: © Werner Weber, Iris- Scanpix)

De sorte skyer, der trækker sig sammen over den tyske økonomi, er også kommet til Danmark.

Det forklarer Dansk Industris cheføkonom Klaus Rasmussen, efter at Tyskland i går nedjusterede sine prognoser for væksten i år og næste år efter en række dårlige økonomiske nøgletal.

- Vi oplever en klar opbremsning i afsætningen til Tyskland. Det kommer, efter at der har været en pæn vækst frem til tredje kvartal af indeværende år, siger Klaus Rasmussen, der dog ikke kan sætte præcise tal på nedgangen i den danske eksport til Tyskland.

I begyndelsen af året så det ellers især godt ud for dansk eksport af energiteknologi til Tyskland, der er i gang med at udfase sin brug af atomkraft.

Men det generelle billede af tysk økonomi er med til at moderere forventningerne.

Den tyske regering har nedjusteret sine forventninger til vækstprognoserne både for 2014 og 2015, og tyske finansanalytikere mener, at landet kan være på vej i recession, hvilket vil sige to efterfølgende kvartaler med negativ vækst.

De negative forventninger baseres blandt andet på, at antallet af fabriksordrer ifølge den tyske centralbank faldt med 5,7 % i august, og i samme måned faldt industriproduktionen med 4 procent. Det skarpeste fald siden 2009. Samtidig faldt eksporten kraftigt.

Håb om fremgang i tysk økonomi

Det er ifølge Klaus Rasmussen for tidligt at sige noget om konkrete konsekvenser såsom nedskæringer hos de danske virksomheder, hvoraf mange har Tyskland som deres vigtigste eksportmarked.

Der er nemlig fortsat positive tegn i tysk økonomi såsom en lav ledighed.

- Meget tyder på, at det i næste kvartal igen kan gå fremad for den tyske økonomi, siger han.

Handelskammer mærker også nedtur

Også hos Dansk-Tysk Handelskammer kan man mærke den tyske økonomis nedtur.

- At konjunkturerne i Tyskland og hele Europa er blevet svagere, har jo været tydeligt et stykke tid. Det rammer også dansk eksport, siger Reiner Perau, administrerende direktør, Dansk-Tysk Handelskammer.

Det ændrer dog ikke på, at det stadigt overordnet går godt for Danmarks eksport til Tyskland, lyder det fra handelskammeret.

- Danske virksomheder har de rigtige produkter og er konkurrencedygtige, siger Reiner Perau.