Det lyder banalt at skrive, for vi ved det alle sammen: Krigens første offer er sandheden.
Det er det også i tilfældet den internationale koalitions kamp mod Islamisk Stat - men sandsynligvis i større omfang end tidligere. For journalister har i udpræget og sjælden grad ikke adgang til de områder, hvor krigen foregår. Vi kan altså ikke faktatjekke begivenheder og bevidne dem med vores egne øjne.
Lad mig bare sige det ligeud: Hold kæft, hvor er det frustrerende - og af flere årsager et enormt problem.
Den amerikanske militærkommando CENTCOM, borgere og aktører i Raqqa, Mosul og andre byer i Irak og Syrien, regeringsledere i samme lande og alle andre involverede nationer kan give informationer om, hvordan krigen forløber.
Men ofte har vi ingen mulighed for at tjekke fakta - simpelthen fordi vi ikke kan være til stede i IS-kontrollerede områder uden en så godt som sikker tilfangetagelse inden for rækkevidde.
Lad os tage eksemplet Kobane og kampene mellem kurdiske styrker og IS i den nordlige syrisk-kurdiske by på grænsen til Tyrkiet.
Nuvel, vi kan i dette tilfælde stå på en bakketop og stirre over på bombeangreb. Vi kan høre skud i gaderne, artilleri der hamrer ned i midten af byen. Vi kan ringe til kurdiske styrker i Kobane og spørge, hvad situationen er.
Men vi kan ikke tjekke deres svar - og lige som alle andre aktører i en krig, kan de meget vel give et svar, der ikke er i overensstemmelse med sandheden, fordi de ønsker et givent billede i en given situation af strategiske årsager.
I løbet af den forgangne uge, har jeg fået mange modsatrettede informationer. Nogle mente, at IS havde indtaget en tredjedel af Kobane, mens andre mente, at de var trukket tilbage til udkanten af byen. Det kan jeg så formidle videre. Men det bringer os ikke tættere på sandheden.
Og hvad skal seeren, lytteren og læseren så egentlig bruge den information til. Det samme gør sig gældende med antallet af tilbageværende civile i Kobane.
Talsmænd fra den kurdiske fraktion YPG mener, at mere end 50.000 er fanget. Tyrkerne at langt de fleste civile er flygtet. Og der er ingen at spørge, der kan give et pålideligt svar. Svaret hænger i tågerne, i gætterier og formodninger.
At kende fjenden
Der er ikke noget, jeg og andre journalister hellere vil, end at rejse til IS-kontrollerede områder som Raqqa i Syrien eller Mosul i Irak. Det er relevant at finde ud af, hvad det faktisk vil sige at leve under deres kontrol på daglig basis og finde ud af, hvorfor nogen støtter deres fremfærd og tilslutter sig. Det er heller ingen dårlig idé at kende fjenden.
Vi ved godt, det er bekræftet talrige gange, at IS på alle måder er brutale. Men hvad er de ellers? Og hvori består deres tiltrækningskraft i lokalsamfundene?
Det næstbedste er at tale med øjenvidner, der befinder sig i eller er sluppet ud fra disse byer.
Dem har jeg talt med en del af. Jeg har dog opdaget, at øjenvidnerne ofte videregiver historier, de ikke selv har oplevet, men har hørt fra andre, eller har set på videoer, der ikke kan bekræftes. Jeg spørger altid meget konkret for at få et konkret svar, men jeg kan ikke bekræfte deres historier uafhængigt. Alligevel er det vores opgave at tale med så mange som muligt, der måtte være berørt af IS og krigen.
Det er trist og problematisk, at vi er i en situation, hvor vi skal prise os lykkelige for, at IS selv er så ivrige efter at fremvise deres gerninger.
Koalitionen
USA informerer om, hvor de angriber og hvor mange gange de angriber. Men i princippet kunne de angribe mere, mindre eller forkert, uden vi ville opdage det.
Borgere de pågældende steder kan være en hjælp, når de tweeter om et angreb. Men det næste spørgsmål, der melder sig, er, hvor mange civile er dræbt. Der findes forskellige organisationer, der forsøger at få et overblik.
Men det beror på lokale, der i en kaotisk situation kan have svært ved at have det overblik. Jeg har selv oplevet et IS bombeangreb i Bagdad, hvor det efterfølgende kaos forhindrede i at nogen kunne tælle de døde og sårede. Koalitionen er uden tvivl interesseret i et lavt antal civile dræbte.
Aktører i Irak og Syrien, der er imod koalitionens indblanding, det modsatte. Og koalitionens lande og deres borgere får dermed svært ved at vurdere og tage stilling til krigen, fordi selve grundlaget for at tage stilling er så sparsomt.
Denne problematiske situation stiller store krav til vores, journalisterne, etik. Det er afgørende, at vi ikke spiller klogere end vi er, men også tør sige, når der er noget vi faktisk ikke ved. Det stiller krav til, at vi gør en ekstra ihærdig indsats for at forsøge at tjekke fakta og oplysninger.
Det stiller krav til, at vi bidrager til, at løse rygter ikke bliver en mediesandhed, bare en historie bliver fortalt mange gange nok.
For ikke så længe siden bragte New York Times en artikel, hvor læseren i slutningen kunne læse, at kurdiske styrker og shia-militser var trængt ind i en by, der tidligere havde været på IS'hænder. De havde set en nøgen kvinde bundet til et træ, og hun var blevet voldtaget flere gange, kunne de fortælle journalisten. Det kan være sandt. Det kan også være usandt.
Nogle dage efter viderebragte Wall Street Journal i toppen af en artikel netop denne historie og udbyggede den, som var den nu en sandhed. Disse eksempler er der mange af.
Men akkurat som i tilfældet Taleban i Afghanistan er der også brug for at forstå dynamikkerne og fjendens succes og at være til stede, hvor de er, for at kunne forstå nuancerne. Det er vi afskåret fra.
Mediebrugerne skal vide, at talrige journalister både danske og internationale i disse tider, gør, hvad vi kan, for at formidle krigen. At vi gør alt, hvad vi kan, for at få svar.
Men de skal også vide, at der er mange sorte huller - og at vi desværre rapporterer i en tid og en krig, hvor det er svært at kende væsentlige detaljer. Det er så forbandet trist og problematisk. Men det er virkeligheden.
https://www.youtube.com/watch?v=OqQk7kLuaK4&rel=0