Aktivist i Raqqa til DR: Sådan er livet under Islamisk Stat

I et interview med DR Nyheder fortæller en aktivist om, hvordan livet ser ud i Islamisk Stats hovedkvarter.

En gade i Raqqa på en af videoerne, som aktivistgruppen laver og lægger online. De forsøger at få råbt verden op om, hvordan livet ser ud i Islamisk Stats hovedsæde.

Abo Ward er ikke den unge mands rigtige navn. Men det er det navn, han beder mig kalde ham, da vi endelig får etableret kontakt via Skype.

Abo Ward tør ikke bruge sit rigtige navn. Han er bange. Han er medlem af en gruppe aktivister i den syriske by Raqqa, som forsøger at råbe verden op, om hvordan livet ser ud i Raqqa. Under Islamisk Stats (IS) selvudråbte kalifat.

- Raqqa ligner en spøgelsesby. Her er tomt. Kun få mennesker går udenfor. Alle her i Raqqa er bange og bliver derhjemme, fortæller han.

Ven henrettet på åben gade

De er 16 aktivister i gruppen 'Raqqa is being Slaughtered Silently' (Raqqa slagtes i stilhed, red.), som Abo Ward er medlem af. Nogle i Raqqa og nogle udenfor. De plejede at være 17, men en af Abo Wards venner blev taget af krigere fra Islamisk Stat med billeder og små videoer af livet i byen. Det kostede ham livet.

- Han var min ven, og han blev henrettet på en offentlig plads i byen. Vi ved ikke, hvem der bliver den næste. Vi er bange for, hvem det bliver, siger han.

Alligevel fortsætter gruppen. Det er alt for vigtigt, at gøre verden opmærksom på hvad der sker i Raqqa, til at lade være, siger Abo Ward.

Meget forskellige fortællinger

Han sender mig en række videoer, som de har lagt ud på youtube. Det er korte optagelser, som viser tomme gader, bombede huse og Islamisk Stats sorte flag. Det er tydeligt, at optagelserne er lavet hurtigt og i det skjulte.

https://www.youtube.com/watch?v=6pFVO7YfI5Q

Det er umuligt for udlændinge, inklusiv journalister, at tage til Raqqa og efterprøve de historier, der kommer ud fra byen. Inklusive Abo Wards.

Men 'Raqqa is being Slaughtered Silently' er en anerkendt aktivistgruppe og en af de eneste måder at få beskrivelser ud af Raqqa, uden at de går igennem Islamisk Stat.

https://www.youtube.com/watch?v=mwRbci7vgW0

De vil gerne vise et markant andet billede af Raqqa end Abo Ward. I den ny udgave af deres magasin prises livet i deres kalifat.

Under overskriften 'Et vindue ind i Islamisk Stat' vises der billeder af det samfund, de gerne vil vise frem. Der er ingeniører, som reparerer vandrør. På et billede sidder en dreng på kanten af en hospitalsseng med IS' sorte flag løftet foran sig – 'Kræftbehandling af børn i Ninawã' står der under billedet.

På et andet foto fjerner en gruppe mænd skrald fra gaden. Et ideelt samfund.

Sådan er Abo Wards Raqqa ikke. Han fortæller om et ødelagt samfund, hvor modstanden mod Islamisk Stat er stor, men kun i det skjulte.

- Folk er bange. De kan ikke tale om det. De kan ikke fortælle krigerne fra ISIS (et andet udtryk for IS, red.), at de ikke kan lide deres regler. For så vil de blive straffet. Så folk er bange og tier. For de vil ikke straffes.

I april sendte Abo Wards gruppe billeder ud af mænd, der var blevet korsfæstet på et torv i byen. De gik verden rundt og hjalp med at sætte fokus på Islamisk Stats brutalitet. Det er den, der skræmmer de tilbageværende indbyggere til at indordne sig, fortæller Abo Ward.

En anderledes hverdag

Og livet – et meget anderledes liv – går videre i Raqqa.

Kvindelige lærere må ikke længere undervise drenge. Mandlige lærere må ikke undervise piger. Alle lærere skal gennemgå lektioner i IS' fortolkning af Islam, inden de må undervise.

Man må ikke ryge på gaden, hvis man bliver anholdt tre gange for at ryge, så kan man risikere at få hakket en finger af. I gadebilledet ses IS-krigere overalt.

- Det er nemt at se, hvem der er kriger fra IS. De har særligt tøj på, lidt a la en lang t-shirt og sorte bukser. Og de har deres kalashnikovs med sig. De kan ikke gå nogle vegne uden deres våben, siger Abo Ward.

Undervurder ikke IS

I gaderne bliver der talt en lang række forskellige sprog. Mange af IS' krigere er udlændinge, fortæller Abo Ward.

- De kommer fra mange forskellige steder. Fra USA. Fra Canada. Fra Afrika, siger han.

Han understreger, at man endelig ikke må undervurdere gruppen.

- De er ikke dumme. Det er yderst intelligente mennesker. Der er læger, computerspecialister, lærere, ingeniører. De er alle en del af det.

Alle ser ens ud i en niqab

Og så er der kvinderne. Mange er kommet fra Europa, USA og andre steder for at slutte sig til. For en måned siden kom en video frem, som en kvinde havde optaget i Raqqa.

Kameraet havde hun skjult bag sin niqab (den muslimske beklædning, hvor alt er tildækket bortset fra øjnene, red.). Optagelsen blev vist på tv kanalen France 2. I slutningen af videoen er hun på en internetcafé, hvor en kvinde på flydende fransk fortæller sin mor, at hun ikke vil vende hjem:

- Du bliver nødt til at få det gennem dit hoved, at jeg ikke vender tilbage. Jeg risikerede ikke så meget ved at tage hertil, for bare at tage tilbage til Frankrig, siger hun på optagelsen.

Et andet sted i videoen bliver den filmende kvinde irettesat af en mand på gaden, fordi hendes sorte niqab er for gennemsigtig, og han kan se hendes ansigt igennem den. Det er forbudt for kvinder i Raqqa at vise andet end en kort sprække omkring øjnene.

For Abo Ward og de andre i gruppen er det et problem, at de ikke kan skelne kvinderne i niqab fra hinanden. Hvem støtter IS og hvem gør ikke? Hvem vil indberette dem, hvis de ser dem filme eller tage billeder?

- Vi stoler ikke på nogen, siger han.

Økonomisk ruin

Rigtig mange er flygtet fra Raqqa, men for de tilbageværende er det en kamp at få livet til at hænge sammen, hvis man ikke er en del af Islamisk Stat, fortæller Abo Ward.

- Folk har ingenting. Du kan ikke arbejde i Raqqa. Og efter at luftangrebene er begyndt, så er der kun få timers elektricitet om dagen. Mange butikker er lukket og folk køber kun de vigtigste ting som for eksempel brød.

Han fortæller, at de fleste lever af opsparinger. Andre har solgt deres ejendele og hjem. Og endelig er der dem, der har giftet deres døtre med en kriger fra IS. Kvinder fra det yazidiske mindretal i Irak er blevet tvangsgift med krigere fra IS og solgt som slaver til andre.

Men det sker ikke for indbyggerne i Raqqa, fortæller Abo Ward.

- Det er ikke tvang, men der er mange krigere fra ISIS (Islamisk Stat, red.), som gifter sig med lokale kvinder. Mange har ikke nogle penge, og hvis deres datter eller søster gifter sig med en kriger, så får de penge af ham.

Drømmer sig tilbage

Abo Ward ønsker sig sin by tilbage. Det Raqqa, som han levede i, inden Islamisk Stat tog magten.

- Det var en normal by. Kvinder kunne have det tøj på, de havde lyst til. Man kunne ryge på gaden. Det var et normalt liv som ethvert andet sted.

Han fremhæver især den periode, hvor Den Frie Syriske Hær kontrollerede området.

- På trods af, at regeringens styrker (Basher al-Assads' militær, red.) bombede os, så var vi lykkelige. Der var ingen, der kontrollerede os og fortalte os, at vi skulle gøre sådan eller sådan. Vi levede et normalt liv.

Det er det, hans kamp handler om.

- Mig og mine venner vil fortælle hele verden, hvad der foregår i min by. Så de kan hjælpe os med at skabe en forandring i byen. Vi vil ikke have det her liv. Vi har ikke penge til at flygte og vi vil blive i vores by. Vi vil have Den Frie Syriske Hær tilbage. Vi forsøger at viderebringe vores stemme og billederne fra vores by, min by, til verden, fordi måske kan de gøre noget for os. Men indtil videre har ingen hjulpet os.

https://www.youtube.com/watch?v=OqQk7kLuaK4&rel=0