Myndighederne i USA gør alt for at gardere sig mod flere tilfælde af den dødelige ebola-virus på amerikansk jord.
Mandag blev fem passagerer med influenzalignende symptomer således evakueret fra et passagerfly efter ankomsten til Logan-lufthavnen i Boston fra Dubai.
Ingen af de syge passagerer, som blev ført bort af sundhedsarbejdere i beskyttelsesdragter, har for nylig været i det vestlige Afrika, oplyser lufthavnsmyndighederne ifølge Reuters.
Ebola har indtil videre kostet mindst 4000 personer i de værst ramte vestafrikanske lande.
Flere reaktioner på mulig smitte
Det er tredje gang i løbet af få dage, at lufthavnsmyndighederne i USA reagerer på en mistanke om, at passagerer kan være smittet med ebola.
Fem lufthavne i USA har besluttet at kontrollere passagerer for smitte, men Logan-lufthavnen er ikke blandt disse. Der er ingen direkte flyvninger mellem Boston i det nordøstlige USA og Vestafrika.
Skærper beredskab
Beredskabet i USA er skærpet, efter at en ebolasmittet mand i sidste uge døde på et hospital i Dallas i delstaten Texas. Mindst en af de sygeplejere, der deltog i behandlingen, er blevet smittet.
Mandag advarede myndighederne om, at flere sundhedsarbejdere kan bære på smitten.
- Vi bliver desværre ikke overrasket, hvis der bliver konstateret flere tilfælde, sagde læge Thomas Frieden, der er chef for de amerikanske Centre for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC) på et pressemøde mandag.
- Vi er nødt til at overveje muligheden for, at der kan være flere smittede - specielt blandt sundhedsarbejdere, sagde han.
/ritzau/Reuters