En flygtningelejr er en støvet, desperat og ganske gæstfri oplevelse.
Jeg kan ikke tælle, hvor mange kopper te tilberedt af otte-årige over åbne ildsteder, jeg er blevet tilbudt på to dage. Jeg er blevet krammet og smækkysset på kinden af møgbeskidte smilende kvinder og inviteret til at sidde en stund på deres blomstrede madras i det fri.
I række tolv af tolv, i et gråt telt nummer 93 uden bund, bor familien Ahmad. Mor Zahra, far Mohammad, og deres ti børn.
- Vi plejer ikke at se sådan ud. Vi har ikke været i bad i ti dage, undskylder Zahra. Ungernes hår er filtret og tykt af støv.
150.000 på flugt
Familien er lige flyttet ind. Den første tid som flygtninge tilbragte de på "nogle sten", som Zahra siger. Der var ikke telte nok.
Flygtningelejren er drevet af lokale, og flere lejre er skudt op i det sydlige Tyrkiet, efter at over 150.000 syriske kurdere måtte flygte på ganske få dage, da Islamisk Stat trængte ind i deres landsbyer omkring Kobane.
Lejren er ny, så der mangler stadig bad, og der er kø ved toiletterne. Men frivillige går rundt blandt teltene og skriver lister over hver enkelt families behov. Bleer, mad, vand, tæpper.
- Vi nåede kun at få lidt tøj med. Jeg er så ked af det, fordi vi efterlod vores fugle og nogle kyllinger. De dør sikkert nu, fordi der ikke er nogen til at fodre dem, siger Mohammad.
- Jeg kan ikke leve her
Folk hænger ud mellem teltene. Der er ikke meget andet at foretage sig. De drømmer om at kunne vende tilbage til deres hjem. Men for mange syriske flygtninge er den drøm urealistisk efter at have ventet i flere år på at kunne vende hjem.
Edris Dabo overvejer alternativer. Han var, indtil han flygtede, engelsklærer. Nu bor han i et forsamlingshus, mens andre familiemedlemmer befinder sig i lejre. Flere af hans familiemedlemmer bor i Fredericia i Danmark, hvor de forsøger at skabe sig et bedre liv.
- Jeg kan ikke leve her eller i en lejr på ubestemt tid. Jeg tror desværre, det tager lang tid, før vi kan tage tilbage til Kobane. Men hvor skal jeg arbejde? Hvor skal børnene gå i skole? Derfor overvejer jeg, om jeg kan få et bedre liv andre steder, fortæller han.
Rejser hjem når de kan
Familien Ahmad i telt nummer 93 forsøger at indrette sig under de nye forhold. De er bekymrede for deres børn.
- De store ved godt, hvad der foregår, men de små tror vi er på ferie et andet sted. Det er meget svært, hvad man skal sige til dem, siger Mohammad.
Han tør slet ikke tænke tanken om, at han skal blive længe i lejren.
- Vi vil allerhelst bare hjem. Om så byen bliver sønderbombet agter vi at rejse hjem, så snart vi kan, siger han.
Se mere om livet som flygtning i 21Søndag i aften.