Tallene taler for sig selv.
Med over 3.400 døde og næsten 7.500 smittede er det første gang, at virussen Ebola har fået så alvorligt fat.
Situationen i Vestafrika er ude af kontrol, og endnu kender vi ikke de endelige konsekvenser af den faretruende epidemi, lyder det fra Lone Simonsen, professor i Global Sundhed og Epidemiologi ved George Washington Universitetet.
- Den virus, som siden 1970'ere har haft svært ved at sprede sig blandt mennesker, ramte den perfekte situation, siger hun med henvisning til de hårdest ramte lande i Vestafrika.
Nedbrudte sundhedsvæsener
Ifølge FN's Sundhedsorganisation, WHO, har ebola-epidemien i Vestafrika siden august udviklet sig til en international nødsituation.
Professor Lone Simonsen siger, at epidemien nu er blevet det skrækscenarie, som WHO har advaret om.
- Den er ramt i den perfekte storm. Man har før set små udbrud, men de har altid været på landet og gået i sig selv. Denne gang er det kommet til byerne med masser af transport, fattigdom, nedbrudte sundhedsvæsener og krise på grund af krige, siger hun.
Og WHO har reageret alt for sent, siger den danske professor.
I sommer, da virussen begyndte at sprede sig med lynets hast i landene Liberia, Sierra Leone og Guinea, var det i begyndelsen kun Læger Uden Grænser, der var til stede med lægelig bistand og nødhjælp.
WHO glimrede ved sit fravær.
- Der var rigtig lang tid, hvor Læger uden Grænser kæmpede en ene kamp. Der kom ikke nogen. Først 8. august kom WHO på banen, hvor de erklærede, det var en international nødsituation. Det team, der normalt tager sig af epidemier, var nedlagt på grund af krisen, siger Lone Simonsen.
Aldrig oplevet noget lignende
Lone Simonsen har selv arbejdet hos sundhedsorganisationen og forklarer, at pengene i organisationen de senere år er blevet brugt på andre områder som fedmebekæmpelse og psykiske lidelser.
Og så er WHO en 'frygtelig bureaukratisk organisation', lyder det.
- Den (ebola-epidemien, red.) kom frygtelig uventet. Man havde aldrig tænkt, det kunne skabe sådan en katastrofesituation som nu, siger hun.
Lone Simonsen har forsket i epidemier som ebola de sidste tyve år, og hun har heller aldrig været vidne til nogen lignende sygdomsspredning.
Vi oplever nu det første tilfælde af den dødelige virus i Europa, hvor en sygeplejerske i Spanien er blevet smittet i landet efter at have behandlet en ebola-smittet præst.
Men de vestlige landes sundhedssystemer er så stærke, at ebola-udbrud i Europa ikke bliver nær så slemt som i Vestafrika, vurderer Lone Simonsen.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54317a476187a205f06ca8b0
VIDEO Liberiske Amara samler ind til ebola-ramte landsmænd 5. oktober. Klik på play.
USA overvejer screening
Og de mørke realiteter er nu gået op for det internationale samfund med WHO i spidsen. Men hvordan epidemien udvikler sig den kommende tid, og hvor længe det varer, vil kun tiden vise, siger Lone Simonsen.
- Vi er jo ikke færdige endnu. Vi ved ikke, hvor katastrofalt det her bliver. Det afhænger af, hvad responsen bliver fremadrettet, og hvor mange andre lande, der får ebola. Men WHO gør, hvad de skal nu.
For at forhindre, at epidemien spreder sig til USA, oplyser det Hvide Hus, at præsident Barack Obama overvejer at screene rejsende fra de ramte lande.
I flere afrikanske lande måler man allerede folks temperaturer, da feber er en af de første symptomer på ebola.
Tirsdag ankommer den første smittede skandinav, når en af Læger Uden Grænsers norske medarbejdere vender hjem for at modtage behandling. Det giver nemlig de bedste udsigter for overlevelse.
I USA har amerikanske hjælpearbejdere således overlevet ebola efter at være behandlet med alternativ medicin i deres hjemland.