Norge er forberedt på at håndtere ebola og har været det længe.
Sådan lyder udmeldingen fra de norske sundhedsmyndigheder på et pressemøde mandag, efter det tidligere på dagen blev bekræftet, at en norsk kvinde er blevet smittet med ebola-virussen under hendes udstationering med Læger Uden Grænser i Sierra Leone.
Mandag nat vil kvinden blive fløjet hjem til Norge, hvor hun vil modtage behandling. Og der er fuldstændig styr på situationen, lyder det fra Line Vold, seniorrådgiver ved Folkehelseinstituttet.
- Vi har kompetencerne og faciliteterne, og vi er fuldt i stand til at håndtere både patientens behov og vores personales sikkerhed, siger hun under pressemødet, som blev afholdt i Oslo tidligere på aftenen.
Risikoen er minimal
Hun slår samtidig fast, at faren for at smitten vil brede sig i Norge er minimal. Forflytningen af patienten vil blive foretaget under strenge sikkerhedsprocedurer, og sundhedsmyndighederne er fuldt forberedt, siger Line Vold.
Generalsekretær i Læger Uden Grænser Norge, Cecilie Kalteborn, ønskede under pressemødet ikke at komme med yderligere oplysninger om, hvilken type arbejde kvinden har udført, hvor længe hun har opholdt sig i Sierra Leone, eller hvem hun i øvrigt er.
Den smittede og den smittedes familie har bedt pressen om ikke at forsøge af identificere vedkommende.
Indsatsen fortsætter
22 nordmænd har været eller er udsendt til ebola-ramte lande. 14 af dem har rejst til Sierra Leone. Læger uden Grænser har ingen planer om at neddrosle indsatsen i Sierra Leone, lød det fra generalsekretæren.
- Behovet er stadig enormt, siger hun.
Kvinden vil efter ankomsten til Norge komme i isolation og blive behandlet på Ullevål Universitetshospital.