Der findes ikke gennemtestet medicin til behandling af ebola, og den eksperimentielle er man løbet tør for.
Men behandlingen af sygdommens bivirkninger kan også redde smittede fra døden, lyder det fra Læger Uden Grænser og Statens Serum Institut.
- Der er ingen behandling af ebola, men når folk kommer ind, behandler vi dem med støttende behandling, siger Hanne Epstein, der er medicinsk programmedarbejder i Læger Uden Grænser.
- Så får de for eksempel væske, da ebola blandt andet fører til diarré og opkast, som hurtigt dehydrerer de smittede, siger Hanne Epstein.
3.400 døde
Læger Uden Grænser finder, isolerer og behandler smittede i Vestafrika, hvor over 7.400 er smittede og over 3.400 døde som følge af ebola i Guinea, Liberia og Sierra Leone.
Senest er en norsk kvinde blevet smittet og på vej til Oslo for at modtage behandling.
Udover væske, som drikkes eller gives direkte i blodet, giver organisationens læger også febernedsættende og smertestillende medicin.
- Man kan sige, at man støtter folks naturlige immunforsvar. De dør i hvert fald ikke af bivirkninger som dehydrering, det kan vi forhindre, siger Hanne Epstein.
Tidlig behandling hjælper
Tidligere har dødeligheden ved ebolaudbrud været helt oppe på 90 procent, men den kan bringes ned. Det kræver dog som nævnt væske og en tidlig indsats, forklarer Kåre Mølbak, der er overlæge ved Statens Seruminstitut.
- Jo tidligere man kommer til læge og i behandling, jo større er chancerne for at komme levende ud på den anden side, siger Kåre Mølbak, der er ansvarlig for overvågning af smitsomme sygdomme i Danmark og følger udviklingen i udlandet.
Udover væskebalancen skal man sikre sig, at saltbalancen i blodet er, som den skal være.
- Det er noget, man generelt bruger i anden intensiv behandling, siger overlægen og forklarer, at ebola ødelægger celler, som fører til flere salte i blodet, der belaster hjertet.
Syv ud af ti dør
Den tidlige behandling giver immunforsvaret bedre mulighed for at kæmpe imod, men på grund af sygdommens alvor er det ingen garanti.
- Selv med den mest heroiske indsats med støttende behandling vil der være nogle, der dør, siger han.
Samme melding kommer fra Læger Uden Grænser, hvor dødeligheden på deres ebola-behandlingscentre er 70 procent.
Svært at forudsige, hvem ebola dræber
Hvis en ebola-smittet har anden alvorlig sygdom, er det mere sandsynligt, at han vil dø, men derudover er det svært at sige noget om, hvorfor nogle overlever, og andre dør.
- Der er nogle undersøgelser, hvor man har set på det, men man kan ikke pege på store forskelle på grund af for eksempel alder, graviditet eller lignende, siger Kåre Mølbak.
Overlevende bliver immune
Folk, der overlever ebola, udvikler antistoffer, der varer i mindst ti år, skriver det amerikanske center for forebyggelse og kontrol af sygdomme (CDC).
- Det er sandsynligvis immunitet konkret på denne type af virus, og man må også regne med modstandsdygtighed, selvom der er små ændringer i virus, siger Kåre Mølbak og forklarer, at man derfor har overvejet at bruge overlevende som medicinsk personale, da de vil være mindre modtagelige overfor ebola.
Ingen godkendt behandling
Udover den støttende behandling af sygdommens bivirkninger har man behandlet syge - blandt andet en amerikansk læge - med den eksperimentelle medicin Zmapp, som man i mellemtiden er løbet tør for og som tager lang tid at producere.
- Det er uvist om Zmapp har en stor effekt. Hvis det kommer sent ind, og vitale organer allerede er ødelagt, så er der nok ikke nogen større effekt, siger han.
Zmapp er et antistof, som neutraliserer virus og gør dem ukampdygtige.
Blod fra overlevende
En anden måde at få ebola-antistoffer ind i kroppen hos smittede er ved at give blod fra overlevende og håbe på, at de bekæmpe virussen, men man ved ikke nok om behandlingen, lyder det fra overlægen.
En anden måde som man har behandlet andre virusser, har været med såkaldte virusmidler, der kan forhindre, at virus trænger ind i celler samt formerer sig.
- Overfor for eksempel nogle influenza virusser har man flere forskellige typer lægemidler, der hæmmer virus, men her har man ikke noget, siger Kåre Mølbak.
Han peger på flere sengepladser som en af de ting, der skal til for at bekæmpe sygdommen, så de syge rent faktisk kan blive indlagt og få den relevante støttende behandling.