Mens ebola spreder sig som en steppebrand over Vestafrika - og USA har konstateret sin første patient med den dødbringende virus - er verden netop nu et våben fattigere i kampen om at stoppe spredningen.
For verdens lagre af den eksperimentelle medicin, Zmapp, er brugt op. Det er ellers den, der har reddet to amerikanere og en brite fra at dø.
Der var fra starten ganske få doser, og det amerikanske firma bag har allerede sat gang i fremstillingen af endnu flere.
Men det er langt fra en nem medicin at fremstille, skriver The Guardian.
Antal ebola-ramte fordobles hver 20. dag
Frygten for, at sygdommen rammer andre verdensdele, er stor.
Og den frygt er kun vokset, efter forskere har sagt, at der kun kan fremstilles et par hundrede doser i løbet af det kommende halve år.
Antallet af smittede fordobles hver 20. dag, og det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebryggelse (CDC) vurderer, at mere end 20.000 mennesker i Vestafrika var syge med ebola allerede i september.
Endnu er det kun Afrika, der for alvor er berørt.
Ebola nu konstateret uden for Afrika
Men forleden oplevede USA for første gang, at en mand, der var rejst ind fra Liberia, blev syg af ebola hjemme i staten Texas.
Den mand er netop nu i fare for at dø, skriver CNN.
Det seneste døgn er hans tilstand gået fra alvorlig til kritisk, og der er ingen Zmapp at behandle ham med.
Det samme er sagen i Nebraska, hvor et hospital forbereder sig på, at modtage en kameramand fra NBC, der blev smittet, mens han arbejdede med at skildre ebola-katastrofen i Liberia.
Flere døde end alle andre udbrud tilsammen
Ebola blev opdaget i DR Congo i 1976. Andre ebolaepidemier har været korte omgange og kun berørt et par landsbyer.
Denne gang er det anderledes altomfattende.
Denne runde af ebola, der brød ud i det vestafrikansle land Liberia i marts, har allerede taget livet af flere mennesker end alle de andre udbrud fra 1976 og frem tilsammen.
En svensk læge har overfor den svenske tv-station STV advaret om, at flere millioner kan dø allerede i år.
Indtil videre er flere end 3.400 mennesker er døde af sygdommen, viser de officielle tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.
Videnskabelige forsøg hastes igennem i Afrika
Da influenzaepidemien i 2005 spredte sig over Danmark og resten af Europa, hamstrede vi medicinen Tamiflu for at beskytte os.
Denne gang er der ingen medicin at hamstre - og slet ikke nu, hvor lagrene er brugt op.
Videnskabelige forsøg med vacciner med den eksperimentelle medicin Zmapp bliver netop nu sat op i Vestafrika i al hast.
Men trods det fornyede fokus på den ellers hengemte medicin kommer det sandsynligvis til at tage flere måneder og endda år, før lægerne ved, hvad der dur i kampen mod ebola.