Irak har modtaget pålidelige efterretninger om, at Islamisk Stat har planer om at angribe undergrundsbaner i Paris og amerikanske storbyer, skriver Reuters.
Det oplyser landets premierminister, der i øjeblikket er til FN's generalforsamling i New York.
- I dag, mens jeg har været her, har jeg modtaget rapporter fra Bagdad, hvor der har været foretaget anholdelser af nogle få elementer, og der er netværk uden for Irak, som planlægger angreb, siger den irakiske regeringsleder i New York til en gruppe amerikanske journalister.
Det virker troværdigt
- De planlægger angreb på undergrundsbanerne i Paris og i USA. Ud fra de detaljer, jeg har, så virker det troværdigt, tilføjer han.
I Washington siger regeringskilder dog, at USA ikke har informationer, der understøtte de irakiske efterretninger.
Caitlin Hayden, talskvinde for Det Nationale Sikkerhedsråd i USA, siger, at hun har set meldingerne om premierminister Abadis udtalelser.
Ikke bekræftet komplot
- Vi har ikke fået bekræftet sådan et komplot og skulle vurdere enhver information fra vores irakiske partnere, før vi kan lægge os fast på noget, siger hun.
New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, siger, at myndighederne i storbyen er opmærksomme på advarslen fra den irakiske premierminister og den potentielle trussel, og at sikkerheden i forvejen er skærpet omkring den offentlige transport.
/ritzau/