Forsker: Helt vildt vigtigt, at Tyrkiet går med i kampen mod Islamisk Stat

Det er altafgørende for succesen i kampen mod Islamisk Stat, at Tyrkiet nu går med i koalition, siger lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet.

Flere end 130.000 syriske kurdere har de seneste dage krydset grænsen til Tyrkiet på flugt fra jihadisterne i Islamisk Stat. I forvejen huser Tyrkiet flere end en million flygtninge fra Syrien. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)

Det kan få afgørende betydning for forsøget på at stoppe jihadisterne i Islamisk Stat, at Tyrkiet nu melder sig under fanerne i den 40 lande store koalition, der aktivt bekæmper de militante islamister.

Det siger lektor ved institut for strategi på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

- Det er helt vildt vigtigt, at Tyrkiet nu går med i koalitionen, for ellers kan du ikke styre grænserne til Syrien, siger han til DR Nyheder.

Koalitionsaftale kan stoppe tilstrømning af nye IS-krigere

Netop Tyrkiet har en lang grænse til Syrien og har længe kæmpet med at holde flygtningestrømmen fra det krigshærgede område i grænselandet mellem Syrien og Irak væk fra sit territorium.

Området huser normalt et stort mindretal af kurdere, men alene i de sidste tre dage er flere end 130.000 syriske kurdere flygtet over grænsen til Tyrkiet, som for længst har modtaget over en million syriske flygtninge.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:542146ea6187a21728e09077

- Samtidig er Tyrkiet også stedet, hvor fremmede krigere fra andre lande kommer ind i Syrien og tilslutter sig Islamisk Stat. Så uden tyrkerne i koalitionen kan du ikke gøre noget som helst, siger Peter Viggo Jakobsen.

Landtropper kan sættes ind fra Tyrkiet

USA har ellers længe forsøgt at overtale netop Tyrkiet til at deltage i koalitionen, der bekæmper Islamisk Stat. I forvejen deltager fem arabiske lande aktivt i de bombetogter, som blev sat i værk på syrisk territorium tirsdag morgen dansk tid.

Men Tyrkiets rolle er ekstra vigtig i både symbolsk og stategisk forstand. Modsat de andre lande i regionen, er det store flertal af Tyrkiets befolkning sunni-muslimer, præcis som jihadisterne i Islamisk Stat. Med Tyrkiet i koalitionen er det nu sunni-muslimer, der bekæmper sunni-muslimer.

Samtidig besidder Tyrkiet en række luftbaser, der kan bruges strategisk til at sende luftvåben ind over Syrien og Irak i det fortsatte bombardement af Islamisk Stat.

Indtil videre har den tyrkiske regering dog tøvet, blandt andet fordi 49 tyrkiske statsborgere var fanger hos Islamisk Stat. Men da de 49 mennesker blev frigivet for tre dage siden, har Tyrkiet pludselig fået frie hænder til at gøre, hvad de vil.

Og det må glæde amerikanerne, som længe har ledt efter en måde at kunne sætte en kile ind i Islamisk Stats selvudnævnte kalifat i grænseområdet mellem Syrien, Irak og Tyrkiet, mener Peter Viggo Jakobsen.

Amerikanerne har dog selv lovet, at de ikke vil indsætte landtropper i Syrien og Irak. Men med en smule held kan tyrkerne måske overtales til at tage den opgave på sig.

- Både USA og Tyrkiet kunne have en interesse i at lave en sikker zone i det område, hvor kurderne normalt bor. Og hvis de tyrkiske landtropper kan få beskyttelse fra USA's luftvåben, så er det altså temmelig fedt for tyrkerne, siger han.

Kan skabe et kurdisk selvstyreområde

Eneste problem med en sådan taktik er, at det vil give det kurdiske mindretal i Tyrkiet deres eget landområde. Noget som Tyrkiet historisk har bekæmpet med næb og kløer. Men også her har tiderne ændret sig.

- Der er sket en opblødning mellem kurderne i Irak og Tyrkiet på den ene side og den tyrkiske selvforståelse på den anden. Det er også derfor, at kurderne for nyligt turde begynde at tale om selvstændighed igen, siger Peter Viggo Jakobsen.

- Det er ikke umuligt, at de tænker i Tyrkiet, at det er bedre med et stabilt bælte af kurdere omkring sig end det, der er i øjeblikket, siger han.

  • Kurdiske demonstranter kæmpede mod det tyrkiske politi, da Tyrkiet valgte midlertidigt at lukke grænsen til Syrien ved byen Suruc. På den anden side af grænsen, i det nordlige Syrien, forsøger Islamisk Stat at indtage en vigtig strategisk by ved navn Ain al-Arab. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)
  • Der blev kastet sten imod politiets armerede køretøjer. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)
  • De kurdiske demonstranter kæmpede med det tyrkiske politi, fordi grænsen midlertidigt blev lukket for de syriske flygtninge, der prøvede undslippe Islamisk Stat. Flere end 130.000 har allerede krydset grænsen, og myndighederne forbereder sig på flere. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)
  • Politiet skød med vandkanoner mod de kurdiske demonstranter. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)
  • En kurdisk demonstrant kastede en gasgranat tilbage mod det tyrkiske politi. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)
  • Tyrkiske soldater blev også sat ind til at bevogte grænsen til Syrien. (Foto: © Murad Sezer, Scanpix)
  • En kurder forsøgte at slukke en gasgranat, ved at dække den med jord. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)
  • De syriske flygtninge stod på rækker bag pigtrådshegnet, og ventede på at kunne komme i sikkerhed i Tyrkiet. (Foto: © Tolga Bozoglu, Scanpix)
  • Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder oplyser, at 60 kurdiske landsbyer langs den tyrkiske grænse er faldet i hænderne på IS-krigere. (Foto: © Tolga Bozoglu, Scanpix)
  • Der blev overrakt mad og forsyninger over pigtrådshegnet, der er rejst på grænseskellet imellem Tyrkiet og Syrien. (Foto: © Sedat Suna, Scanpix)
  • Syriske flygtninge ventede ved pigtrådshegnet på at kunne komme ind i Tyrkiet. (Foto: © Tolga Bozoglu, Scanpix)
  • Grænsestrækningen, der blev lukket midlertidigt, er omkring 30 kilometer lang. (Foto: © Sedat Suna, Scanpix)
  • Grænselukningen medførte adskilte familier. En mand kravlede ud under pigtrådshegnet fra Tyrkiet tilbage til Syrien, for at blive genforenet med sin familie. (Foto: © Sedat Suna, Scanpix)
  • Med hjælp fra hinanden lykkedes det flere at krydse grænsen - fra Tyrkiet tilbage til Syrien. (Foto: © Tolga Bozoglu, Scanpix)
  • Syriske flygtninge løb på den tyrkiske side ned mod grænsen til Syrien. (Foto: © Sedat Suna, Scanpix)
  • Her har en håndfuld syrere valgt at overnatte på en gårdsplads, efter succesfuldt at have krydset grænsen til Tyrkiet. (Foto: © Sedat Suna, Scanpix)
  • Her har syriske flygtninge, der er kommet over grænsen, søgt ly i ruinerne af et hus. (Foto: © Sedat Suna, Scanpix)
  • En syrisk flygtning sov på jorden, mens han ventede på at kunne komme ind i Tyrkiet. (Foto: © Murad Sezer, Scanpix)
1 / 18