Bortført franskmand i video: Stop angreb mod IS

Videoens ægthed er blevet bekræftet. Franskmanden blev bortført søndag efter trusler fra Islamisk Stat.

Den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve sagde i en tale mandag, at Frankrig ikke er bange for IS' trusler. (Foto: © FRANCOIS GUILLOT, Scanpix)

I en video siger en franskmand, der angiveligt er blevet bortført af Islamisk Stat (IS) i Algeriet, at Frankrig skal stoppe sine angreb mod IS i Irak.

Videoens ægthed er blevet bekræftet, oplyser det franske udenrigsministerium.

I videoen beder franskmanden præsident François Hollande om at stoppe interventionen i Irak, efter at Frankrig har udført luftangreb for at ramme den militante bevægelse.

IS vil gå efter franskmænd

Islamisk Stat har tidligere advaret om, at den ville målrette angreb mod Frankrig.

Det er sket ved at opfordre jihadister til at udføre terrorangreb mod de lande, som bekæmper bevægelsen, der vinder frem på slagmarkerne i Irak og Syrien.

Flere end 130.000 kurdere er i løbet af weekenden flygtet fra det nordlige Syrien mod Tyrkiet, efter at Islamisk Stat har indtaget op mod 100 landsbyer i regionen.

Opfordrede til forsigtighed

Tidligere mandag bad Frankrig dets statsborgere, som bor eller rejser i udlandet, om at udvise forsigtighed.

Der er sendt et notat rundt til landets ambassader i 30 lande i Afrika og Mellemøsten.

Frankrig afviste mandag at rette luftangreb mod Syrien, selvom det er sket i Irak i sidste uge.

Sammen med USA var Frankrig det første land til at rette en militær aktion mod Islamisk Stat.

Opdateret 23.24, da det franske udenrigsministerium bekræftede videoens ægthed.

/ritzau/Reuters