Hverken den kinesiske, russiske eller indiske præsident deltager i FN's klimamøde i dag, og da de tre lande er blandt de største udledere af CO2, mister mødet en stor del af sin legitimitet, siger DR's klimaekspert Jesper Theilgaard fra New York.
- Kina sender nummer 3 i rækken, fordi den person står for klimaet, men det sender et signal om, at man ikke anser mødet for vigtigt, og det sætter FN's generalsekretær Ban Ki-moon på prøve, for han har virkelig sat meget ind på, at mødet bliver en succes, siger han.
Klimamødet varer kun en dag, onsdag begynder FN's generalforsamling. Klimamødet er en forberedelse til, at der i 2015 kan indgås en global aftale om CO2-reduktion og den grønne klimafond på 100 milliarder dollar om året, der blev vedtaget ved klimatopmødet i København i 2009.
Man skal nærme sig hinanden
- De store knaster er, hvordan fonden kan blive fyldt op, og hvad der må tælle med. Må for eksempel indenlandske investeringer i klima tælle med, eller må kun investeringer i udviklingslande tælle med. Det er der stor uenighed om, siger Jesper Theilgaard.
Han mener, at man skal nærme sig hinanden, når det gælder finansieringen og opbygningen af klimafonden, ellers er der ikke kommet noget ud af konferencen.
- Jeg tror, at der kommer et stykke papir, som siger, at man nærmer sig hinanden, og at man tror på en global aftale i Paris i 2015. Jeg er spændt på, om der kommer et afsnit om udledningskriterier og reduktionsmål, men jeg tror ikke, at der kommer specifikke tal men kun hensigter siger Jesper Theilgaard.
Dansk regering har et forslag
Den danske regering vil bruge klimainvesteringsfonden, som blev vedtaget i januar, som eksempel på, hvordan man kan finansiere fonden med private og offentlige midler. Det har nemlig vist sig svært at få banker til at stille garanti, og regeringen foreslår derfor en fond, som kan garantere pengene.
- Det forslag, tror jeg, har en rimelig gang på jord, og det er et succeskriterium for den danske regering, siger han.
Kan være ærlige ved privat middag
Efter klimatopmødet holder Ban Ki-moon en privat middag, og den kan få betydning, fordi deltagerne her kan sige tingene ærligt til hinanden.
- På åbne konferencer siger man kun det, man har fået lov til at sige hjemmefra. Til middagen kan man sige ærligt, hvad man mener om initiativerne. Problemet er, at middagen ligger efter konferencen, siger Jesper Theilgaard.