USA ruster kurdere til kamp mod IS

- Det er ikke for at pege fingre, men det kunne have set meget anderledes ud, hvis man havde satset på os fra starten, siger kurdisk talsmand.

USA og dets allierede har sat gang i en akut uddannelse af kurdiske krigere som led i en optrappet modoffensiv mod den ekstremistiske gruppe IS. (Foto: © EPA/MOHAMED MESSARA, Scanpix)

USA og dets allierede har sat gang i en akut uddannelse af kurdiske krigere som led i en optrappet modoffensiv mod den ekstremistiske gruppe IS.

Derfor har amerikanske, franske og britiske rådgivere i al hemmelighed på baser i det nordlige Irak vist guerillakrigerne, hvordan man erobrer en slagmark i byer.

Og der ud over hvordan de anvender de avancerede våben, som det forventes, at Vesten leverer i de kommende måneder i kampen mod IS. Det skriver Wall Street Journal.

Målet er at forvandle dem fra en bunke kurdiske oprørskrigere til en organiseret enhed.

- Problemet er, at vi har en fortid som guerillasoldater. Vi er nødt til at lære, hvordan man tager kontrollen over byer og kampen op mod IS, siger Sadi Ahmed Pire, der er medlem af politbureauet for Kurdistan Union Party.

- Det kunne have set meget anderledes ud

Konflikten med IS har afsløret svaghederne i de kurdiske styrker kendt som Peshmerga.

De mangler avanceret isenkram og strategiske erfaringer i at forsvare en lang frontlinje og erobre magten i byrum frem for eksempelvis oppe i bjergene.

Støtten til Peshmergaerne er et omdrejningspunkt i USA's anstrengelser med at genopbygge den irakiske hær, der er smuldret ved mødet med IS, som siden juni har erobret magten med store dele af Irak.

Derudover skal kurderne sparke de regionale militser, der allerede nu truer med at rive Irak fra hinanden, langt ud over sidelinjen.

- Vi er taknemmelige for den nye uddannelse, og det er ikke for at pege fingre, siger Safin Dizayee, Kurdistans regionale regerings talsmand, til Wall Street Journal.

- Men det kunne have set meget anderledes ud, hvis man ser tilbage på de år, hvor Peshmerga-styrkerne langt fra nød de samme midler og uddannelse som Iraks hær, siger han.

Peshmerga er gennemsyret af korruption

Siden den amerikanske invasion af Irak i 2003, har USA spenderet milliarder af dollars på at træne den irakiske hær.

I mellemtiden var der ingen avancerede våben til Peshmergaerne, af frygt for at det semiautonome Kurdistan - i grænselandet mellem Tyrkiet, Irak og Iran - ville prøve at løsrive sig.

Men selv om USA nu satser på Peshmergaerne, er det langt fra uden problemer.

Den kurdiske styrke er gennemsyret af korruption og og nepotisme. Og familier med de rette forbindelser kan købe sig til en plads som "spøgelses-Peshmerga" i lønkontorets registre og dermed modtage penge fra militæret.

- Der er brug for en radikal reform og det hurtigt, siger Rabun Maruf, der er leder af Gorran Partiet i Irakisk Kurdistans parlament.