Opbakningen var stor, da flere demonstranter verden over gik på gaden med budskabet om en grønnere klode forud for FNs klimamøde i New York på tirsdag.
I New York gik hundredtusinder af mennesker gennem gaderne, herunder FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, borgmester Bill de Blasio, tidligere vicepræsident Al Gore og skuespiller Leonardo DiCaprio.
Ban Ki-moon bar en t-shirt med teksten Jeg er for klimaindsats, mens trommer, horn og slagråb lød i gaderne.
- Det er på denne planet vores næste generation skal leve. Der er ingen plan b, sagde han til journalister.
Arrangørerne estimerer, at der var samlet op mod 310.000 mennesker i New York, mens omkring 40.000 marcherede gennem London. Der var lignende demonstrationer i Paris, Madrid, New Delhi og Stockholm.
Arrangørerne bag kalder begivenheden den største forsamling fokuseret på klimaændringer siden 2009, hvor tusinder var samlet i København under klimamødet COP15.
Den demonstration resulterede i, at omkring 2000 blev tilbageholdt af politiet.
Ambitiøse klimaplaner i New York
New Yorks borgmester, Bill de Blasio, afslørede søndag en plan for at reducere drivhusgasserne i byen med 80 procent frem mod 2050.
Samtlige 3000 bygninger, som byen ejer, skal udstyres med energibesparende opvarmning og lyssystemer.
Leonardo DiCaprio var blandt de forreste under dagens demonstration.
- Dette er det vigtigste emne i vores tid. Jeg er utrolig stolt over at være her, sagde han.
Klimamødet afholdes tirsdag, hvor over 120 stats- og regeringschefer, ministre og lige så mange toperhvervsfolk forventes at deltage.
Her skal de blandt andet komme med forslag til, hvordan CO2-udledningen kan mindskes, og hvordan man kan nå til politisk enighed om en ambitiøs aftale til klimamødet i Paris i 2015.
/ritzau/Reuters