Tyrkiets vicepremierminister, Numan Kurtulmus, siger, at 45.000 syriske kurdere har krydset grænsen til Tyrkiet i det forløbne døgn på flugt fra fremrykkende krigere fra Islamisk Stat, oplyser internationale nyhedsbureauer.
Det er sket, efter at regeringen i Ankara i går åbnede en del af landets grænse til Syrien.
- Indtil videre har omkring 45.000 syriske kurdere krydset grænsen ved otte overgange langs en 30 kilometer lang strækning fra Akcakale til Mürsit Pinar, siden vi åbnede grænsen i går, sagde Kurtulmus lørdag til den tyrkiske nyhedskanal CNN Türk.
18 dræbt under natlige kampe
Der udkæmpes hårde kampe mellem kurdiske styrker og Jihadister fra IS i det nordlige Syrien, tæt på en strategisk grænse, oplyser det londonbaserede Syriske Observatorium for Menneskerettigheder lørdag.
Mindst 18 jihadister, heriblandt en kineser, blev dræbt under de natlige kampe i nærheden af byen Ain al-Arab, der af kurderne er kendt som Kobane.
Observatoriet sagde i går, at Islamisk Stats jihadister havde taget 60 kurdiske landsbyer til fange tæt på den tyrkiske grænse i et to dages lynangreb i forsøget på at indtage Ain al-Arab.
En sand folkevandring
Byen, der ligger i Aleppo-provinsen, er Syriens tredje største kurdiske by. Hvis IS erobrer Ain al-Arab, vil det ifølge nyhedsbureauet AFP give gruppen kontrol over en lang strækning af landets nordlige grænse til Tyrkiet.
Observatoriet i Storbritannien siger i dag, at kampene fortsætter og rapporterer om voldsomme sammenstød i området omkring Ain al-Arab.
/ritzau/