Obama: Ebola er en global sikkerhedstrussel

I går oprustede USA kampen mod ebola i Vestafrika, og præsident Barack Obama advarer nu om, at ebola udgør en global sikkerhedstrussel.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, advarer om, at ebola kan være en trussel mod den globale sikkerhed. (Foto: © Hyosub Shin, Scanpix)

Den amerikansk præsident Barack Obama opfordrer nu verdenssamfundet om at reagere hurtigt for at stoppe ebolaepidemien i Vestafrika, før flere tusinde bliver smittet.

Ifølge Reuters har Obama opfordret til en global udvidet indsats for at bekæmpe den dødbringende sygdom. I går blev et nyt, stort amerikansk initiativ afsløret, blandt andet bliver 3.000 amerikanere sendt til de ramte områder, og flere afrikanske sundhedsarbejdere skal uddannes.

- Her er den hårde sandhed. I Vestafrika er ebola nu en epidemi af en størrelse, som vi ikke har set før, sagde præsidenten efter et møde med topfolk fra de amerikanske sundhedsmyndigheder i Atlanta.

Det bliver værre og værre

- Det ude af kontrol. Det bliver værre og værre. I dag er tusindvis af mennesker i Vestafrika inficeret. Dette antal kan hurtigt vokse til titusinder, sagde Barack Obama.

Ebola-udbruddet i Vestafrika har kostet 2461 mennesker livet, hvilket er omkring halvdelen af de 4985 smittede. Det oplyste Verdenssundhedsorganisationens (WHO) vicegeneraldirektør, Bruce Aylward, i går.

Han sagde samtidig, at tidligere forudsigelser om, at antallet af ebola-tilfælde kan nå 20.000 ikke længere synes som et højt tal. Antallet bør dog kunne holdes i titusindvis med en hurtigere responstid, lød det fra vicegeneraldirektøren.

Potentiel trussel

Den amerikanske præsident understregede, at hvis udbruddet ikke stoppes nu, kan hundredtusinder af mennesker blive smittet med dybe politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser for verdenssamfundet.

- Så det er en epidemi, der ikke er blot en trussel mod den regionale sikkerhed, det er en potentiel trussel mod den globale sikkerhed, sagde han.

/ritzau/Reuters