Hvis skotterne stemmer ja til selvstændighed, vil priserne stige og arbejdspladser forsvinde.
For banker og virksomheder truer med at rykke til England, hvis skotterne stemmer ja til uafhængighed på torsdag.
Sådan lyder advarslen fra Better Together-kampagnen, der ønsker at Skotland forbliver en del af Storbritannien.
Ja-sigere: Omvendt
Men advarslerne har fået Yes Scotland, der siger ja til uafhængighed, til at beskylde nej-sigerne for at lave skræmmekampagne.
- I virkeligheden er det omvendt. Folk, der ønsker en bedre økonomi og flere arbejdspladser, skal stemme på os, siger Osama Saeed, der er talsmand for Yes Scotland.
Han peger på, at der er kommet flere fattige de senere år og mener ikke, at regeringen i London har gjort nok for Skotland.
Venlig advarsel
Men siger, at hun bare kommer med en venlig advarsel.
- De sidste par uger er truslerne kommet fra begge sider. Det bliver opfattet som negativt, men vi kan jo ikke bare lad stå til, siger hun.
Petra Turk er oprindeligt fra Slovenien, men har boet i Skotland mange år med sin kæreste. Og de ønsker begge at forblive en del af Storbritannien.
- Vi føler os som briter, og der er alt for mange besværligheder ved at forlade Unionen. Så skal vi genoptages i EU, forhandle med NATO og om en ny valuta, siger hun.
Petra Turk håber, at vælgerne vil tænke sig godt om.
- Det er jo ikke et almindeligt valg, hvor du stemmer nogen ind i parlamentet for fire år. Den her beslutning har betydning for de næste mange generationer, siger hun.
Kører på frygt
Men mange skotter finder det fuldstændig vanvittigt, at knap halvdelen af de skotske vælger ikke ønsker selvstændighed.
- Nej-kampagnen kører på frygt. Vi er deres sidste del af det britiske imperium, som de ikke ønsker at miste, siger Lawrence Gallacher fra Yes Scotland i Glasgow.
De seneste par uger har der været dødt løb mellem kampagnerne i meningsmålingerne. Et resultat af folkeafstemningen ventes tidligt fredag morgen.