"No boots on the ground".
Det mantra, der betyder 'ingen støvler på jorden', har vi hørt igen og igen fra amerikanske politikere i et forsøg på at forsikre befolkningen om, at amerikanske tropper i tusindtal ikke vil blive involveret i endnu en årelang landkrig i Mellemøsten.
Men den amerikanske topgeneral Martin Dempsey siger tirsdag, at de amerikanske tropper i Irak muligvis vil blive brugt i en landoffensiv mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS). Det skriver BBC.
Forsvarsministeren bekræftede
Udmeldingen kom i en høring med den amerikanske kongres, som er ansvarlig for at bevilge midler til den amerikanske indsats mod IS. Den omhandler de militærrådgivere, USA har sendt til Irak for at hjælpe den irakiske hær.
- Hvis vi når det punkt, hvor jeg mener, vores rådgivere skal følge med irakiske tropper i angreb på specifikke IS-mål, vil jeg anbefale præsidenten dette, sagde Martin Dempsey.
Også forsvarsminister Chuck Hagel var i kongressen i dag, og han bekræftede Dempseys synspunkt.
Stor indsats mod IS
USA er leder af en indsats mod IS, hvor mere end 40 lande deltager, herunder Danmark. Den amerikanske præsident Barack Obama sagde i en tale i sidste uge, at IS skal rammes i både Syrien såvel som Irak.
Organisationen har udråbt et islamisk kalifat i et område, der dækker store dele af det nordlige Irak og Syrien.
Amerikanerne er gået i gang med at bombe IS fra luften.