DR-analytiker: Sverigedemokraterna var ikke blevet udelukket i Danmark

Udelukkelsen af det højreorienterede parti Sverigedemokraterna er bemærkelsesværdig, mener DR' s politiske analytiker Jens Ringberg.

Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterna fik et flot valg. 12,9 procent af svenskerne satte kryds ved det omdiskuterede parti. (Foto: © JONAS EKSTROMER, Scanpix)

Døren er blevet smækket i, og Sverigedemokraterna skal ikke regne med, at den bliver åbent igen.

Samtlige svenske partier havde før søndags parlamentsvalg i Sverige gjort det krystalklart, at det højreorienterede parti på ingen måde skulle forvente at blive inddraget i det politiske spil i Rigsdagen.

Set med danske briller virker de kolde skuldre besynderlige, og DR's politiske analytiker Jens Ringberg har svært ved at forestille sig et lignende scenarie i dansk politik.

Bemærkelsesværdig at afgive magten

- Jeg kan ikke komme på fortilfælde i Danmark, hvor samtlige andre partier fuldstændigt afviser enhver berøring med et andet parti. Det vil være nærmest utænkeligt her, siger Jens Ringberg.

- Det mest markante er, at de borgerlige svenske partier end ikke vil bruge Sverigedemokraternes stemmer i forbindelse med regeringsdannelsen. Én ting er, at man ikke vil samarbejde om konkret politik og lovgivning - noget andet er direkte at afgive regeringsmagten, fordi man ikke vil have den på Sverigedemokraternas stemmer, siger han med henvisning til den slagne statsminister Fredrik Reinfeldts beslutning.

Kan ikke underkende folket

I 1990'erne var Dansk Folkeparti ildeset i visse dele af det danske politiske system, men selv om den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen forsøgte at tale dunder mod Pia Kjærsgaard og hendes meningsfælder, fik partiet fremgang og har haft det siden.

- Eksemplet med Nyrup, der kaldte Dansk Folkeparti ikke stuerene, viser, at det ikke er langtidsholdbart at isolere et politisk parti med en vis opbakning. Hvis der er en klar folkelig bevægelse støtte bag et politisk parti, så forsvinder det ikke, bare fordi de øvrige partier skælder ud, mener Jens Ringberg.

Vanskelig opgave venter

Den afgående svenske statsminister Fredrik Reinfeldt fra Moderaterna kunne med stor sandsynlighed være fortsat ved magten, hvis han havde ønsket et samarbejde med Sverigedemokraterna. Men Fredrik Reinfeldt slog tidligt i valgkampen fast, at han på ingen måde ønskede at se til højre, hvilket udstiller forskellen på Danmark og Sverige yderligere.

781.120 svenskere stemte Sverigedemokraterna, hvilket giver dem 12,9 procent af stemmerne - en fremgang på 7,2 procentpoint i forhold til det seneste valg, men den succes kan partiet altså ikke bruge politisk.

Valgets sejrherre, Socialdemokraternes Stefan Löfven, skal nu forsøge at danne en regering, hvilket ifølge iagttagere kan blive en særdeles vanskelig opgave.