26 lande sværger støtte til Irak mod Islamisk Stat

På international konference i Paris er 26 lande og tre internationale organisationer enige om at støtte Irak.

Repræsentanter i samtale efter det traditionelle familiefoto i Paris. (Foto: © BRENDAN SMIALOWSKI, Scanpix)

En bred vifte af lande verden over er mandag nået til enighed om at støtte Irak med alle nødvendige midler - også militære - i kampen mod Islamisk Stat (IS).

Det skriver landene i en fælles erklæring efter mødet, som Frankrig har været vært for i Paris mandag.

Alle midler

Landene er enige om, at støtte den nye irakiske regering i kampen mod IS, med alle nødvendige midler, deriblandt passende militær assistance, hedder det i erklæringen.

Blandt deltagerne er 12 lande fra Europa, deriblandt Danmark, og 10 fra Mellemøsten, deriblandt Qatar og Saudi-Arabien.

Halshugninger

IS har de seneste måneder vundet kontrol over store områder i Irak og sendt befolkningsgrupper på flugt.

Gruppen er også frygtet og berygtet for blandt andet at halshugge fjender. To amerikanske journalister og en britisk hjælpearbejder er blevet likvideret af gruppen.

Drabene er offentliggjort på video.

/ritzau/