Præsident Obama står over for noget af en udfordring, når han klokken 3 i nat, dansk tid, taler til den amerikanske befolkning i prime time på TV. Han skal fortælle amerikanerne om den strategi og den plan for nedkæmpelse af IS - Islamiske Stat - som han i sidste uge kom for skade at sige, at han ikke havde.
Obama skal ikke bare levere en troværdig plan for bekæmpelse af Islamiske Stat.
Han skal bekæmpe den voksende følelse i mange lande af, at hele hans internationale politik - tilbagetrækningen fra Irak, afviklingen af krigen i Afghanistan, beslutningen om ikke at lade USA blande sig i konflikter, der ikke her og nu truer USA's nationale interesser - at den politik har været en fejltagelse.
Bush som forbillede
Og så skal han levere en overbevisende plan, der kan samle den koalition, som han, udenrigsminister John Kerry og forsvarsminister Chuck Hagel arbejder på at få etableret.
En koalition, der har forbillede i præsident George Bush seniors koalition mod Saddam Hussein i 1991. Dengang samlede han militære enheder fra både vestlige og arabiske lande (blandt andre Syrien, Egypten og Saudi-Arabien) i kampen for at smide Saddam Hussein ud af Kuwait.
I dag bliver de regionale allierede afgørende for, om Obamas koalition vil lykkes. Som næsten altid har de europæiske magter meldt sig. Storbritannien og Frankrig kan begge levere betydelig kampkraft med deres luftvåben. Andre kan supplere i støttefunktioner.
Men det bliver de mellemøstlige lande, der kommer til at gøre den store forskel. De kan bremse strømmen af støtte til IS, såvel penge som frivillige krigere. Og de kan levere basefaciliteter for de militære styrker, der kommer udefra.
Hvad er det så for faktorer, Obama skal forholde sig til og tackle, hvis Den Islamiske Stat skal bekæmpes? Her følger Obamas tre "huskelister" i punktform:
Obama skal undgå:
- At USA kommer til at fremstå som om, man vælger side i Iraks etniske og sekteriske opgør, skabt af den afgående ministerpræsident Maliki. USA og koalitionen må ikke komme til at fremstå som sunniernes fjender.
- At USA kæmper side om side med den irakiske hær, så længe den bliver opfattet som en shiitisk hær, ikke Iraks Nationale Hær. Iraks tidligere ministerpræsident Maliki fjernede de fleste ikke-shiiter fra hæren, gjorde den til en shiitisk milits og det svækker dels hæren, dels mulighederne for tæt samarbejde med amerikanerne.
- At USA bliver en modstridig allieret af Syriens diktator Bashar al-Assad i kampen mod IS. Som det siges om Assad: Vores fjendes fjende er værre end vores fjende. Og trods IS' grusomheder, når de ikke Assad til anklerne, når det handler om at begå forbrydelser mod menneskeheden. Obama skal derfor undgå Assad for enhver pris og bombe i Syrien - uden at koordinere med Assad-regimet.
Obamas problemer:
- Obamas nærmeste allierede er den vaklende og ustabile irakiske regering, der lige er taget i ed - som hverken har forsvarsminister eller indenrigsminister.
- Den nye regering har kun moderat støtte fra det kurdiske selvstyre i det nordlige Irak og mangler totalt støtte fra sunni-grupperinger med en vis magt.
- Obama vil få svært ved at kaste betydelig amerikansk magt ind i Irak, før Irak har fået en egentlig samlingsregering, hvor de stridende faktioner alle er repræsenteret. Eksperter regner med, at en egentlig velfungerende samlingsregering ligger flere år ude i fremtiden - hvis den overhovedet kommer.
Obamas mål:
- En begrænset indsats med bombeangreb fra fly og droner vil næppe mere end bremse IS.
- Skal IS decideret nedkæmpes, skal USA og allierede beslutte sig for massive bombninger af IS-styrker i Irak, bombninger af IS-infrastruktur, hovedkvarterer og nøglepersoner i IS i både Irak og Syrien.
- Det vil tage betydelig tid, da det vil kræve højtudviklet efterretningsvirksomhed i IS-områder, der kan både udpege mål og vurdere de ødelæggelser og tab, IS bliver påført af bombningerne.
- For at en egentlig nedkæmpning af IS kan lykkes, skal både kurdiske og irakiske enheder sættes ind i kampen mod IS, fra såvel Bagdad som fra Irakisk Kurdistan.