Den Arabiske Liga vil bekæmpe Islamisk Stat militært

Ifølge diplomatiske kilder overvejer Den Arabiske Liga at samarbejde med USA om at bekæmpe Islamisk Stat.

Kernekoalitionen af vestlige lande, der agter at bekæmpe Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien, får nu følgeskab af Den Arabiske Liga, der også vil bekæmpe den militante gruppe og andre jihadister militært.

Ifølge diplomatiske kilder, som nyhedsbureauerne AFP og Reuters har talt med, ser Den Arabiske Liga på mulighederne for at indgå et samarbejde med USA om at bekæmpe Islamisk Stat, der vinder frem på slagmarken i Irak og Syrien.

Den Arabiske Liga vil vedtage en resolution, som støtter amerikanernes militære kampagne mod gruppen, lyder det.

Behov for en klar beslutning

På et møde med arabiske udenrigsministre i Kairo søndag opfordrer generalsekretæren i Den Arabiske Liga, Nabil al-Arabi, til, at Islamisk Stat bliver mødt med omfattende militær magt.

- Der er behov for en klar beslutning om en omfattende konfrontation militært og politisk, siger han dagen efter at have holdt et møde med USAs udenrigsminister, John Kerry, for at diskutere den militante gruppes fremmarch i Irak og Syrien.

Danmark med i koalition

Danmark har på det netop afholdte Nato-topmøde i Wales sagt ja til at deltage i den såkaldte kernekoalition af lande i kampen mod Islamisk Stat.

Kerry har anmodet om, at Danmark og otte andre Nato- og partnerlande går med i koalitionen.

De øvrige Nato-lande ud over USA og Danmark, der er blevet bedt om at være med i koalitionen, så man bedre kan koordinere indsatsen, er Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Tyrkiet, Polen og Canada. Dertil kommer Natos partnerland Australien.

/ritzau/AFP