Den amerikanske præsident, Barack Obama, udtrykte onsdag sin sympati med familien til journalisten Steven Sotloff, som er blevet halshugget af terrororganisationen Islamisk Stat.
- Vi kan slet ikke forestille os den smerte, som alle, der elskede Steven, føler lige nu. Især ikke hos hans mor, hans far og hans søster. I dag sørger det amerikanske folk over hans død, lød det fra Barack Obama, da han holdt pressemøde i Estland, hvor han er på officielt besøg.
Steven Sotloff er den anden amerikanske journalist indenfor kort tid, der får skåret hovedet af af jihadisterne fra IS, mens kameraerne ruller. Videooptagelserne af drabene er begge blevet bekræftet som autentiske.
Den seneste video er rettet direkte mod den amerikanske præsident, som bliver advaret mod at blande sig i situationen i Irak, hvor IS har taget kontrol med store områder, som de vil forvandle til et islamisk kalifat.
Steven talte med de undertrykte
Den amerikanske præsident pegede i sin tale på det absurde i, at slå netop Steven Sotloff ihjel.
- Morderne kommer med den absurde påstand, at de dræber i religionens navn. Men det var Steven, der elskede den islamiske verden dybt, sagde Obama.
- Hans mordere siger, at de kæmper for de undertrykte. Men det var Steven, der rejste tværs gennem Mellemøsten og satte sit liv på spil for at fortælle historien om muslimske kvinder og mænd, der krævede retfærdighed og værdighed.
Endelig lod Barack Obama forstå, at drabene ikke får USA til at nedtone deres handlinger i Irak.
- Vi vil ikke lade os intimidere. Deres barbariske handlinger vil kun forene os som land og i kampen mod terror. Dem, der begår fejlen at begå overgreb mod amerikanere, vil lære, at vi ikke glemmer, og at retfærdigheden vil ske fyldest.
Se Barack Obamas tale i videoen over artiklen.