Den video, der viser henrettelsen af den 31-årige amerikanske journalist Steven Sotloff, er autentisk.
Det meddeler en talsperson fra USA's nationale sikkerhedsråd.
Tirsdag aften blev der offentliggjort den anden video inden for få uger, hvor en amerikansk journalist bliver henrettet.
Steven Sotloff optræder i videoen på samme måde som sin amerikanske kollega James Foley, der ligeledes fik halsen skåret over af den brutale ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat (IS).
Steven Sotloff arbejdede som freelancejournalist for blandt andet Time Magazine og blev sidst set i Syrien tilbage i 2013.
Muligvis samme bøddel
IS hærger i Syrien og Irak, hvor deres mål er at oprettet en islamisk kalifat.
I videoen, der har titlen 'En ny besked til Amerika', siger en maskeret mand, at drabet på Sotloff er en hævnaktion for amerikanernes angreb på IS' positioner i det nordlige Irak.
- Jeg er tilbage Obama, og jeg er tilbage på grund af din arrogante udenrigspolitik i forhold til Islamisk Stat, siger bødlen ifølge New York Times.
Ifølge Washington Post skulle bødlen tale med britisk accent. Det samme gjorde sig gældende for den person, der henrettede James Foley.