Brutalitet kan ikke gradbøjes. En krigsforbrydelse er og bliver en krigsforbrydelse.
Men alt afhængig af hvem der udfører den, hvor tilgængelig gerningsøjeblikket er på de sociale medier, hvem den bliver udført mod, og hvordan den, der udfører forbrydelsen, ser ud - reagerer vi forskelligt.
Efter tre-et-halvt års krig i Syrien, der begyndte som et reelt opgør med et diktatorisk regime og et årti i Irak, hvor sunnismuslimerne har følt sig stadig mere marginaliseret, er der fremvokset en fjende, der er prototypen på et vestligt fjendebillede:
Sortklædte ekstreme islamister fra Islamisk Stat (IS), der bestialsk henretter og myrder, mens de taler flydende engelsk til deres velsmurte mediemaskine, og som med succes opløser grænser takket være millioner af dollars i inderlommen.
Vi reagerer med harme og "noget må gøres". Men måske havde vi slet ikke stået i denne situation, hvis vi havde forholdt os til udviklingen i Syrien og Irak noget før.
Det undlod vi, fordi krigene i Irak og Afghanistan stadig er åbne sår. Men også fordi vi ikke følte os truet, og fordi den krigsforbryder, der har hjulpet IS til at vinde terræn, er en sofistikeret og elegant klædt herre, der udadtil hader islamister, men indadtil bruger dem og fostrer dem for at kvæle et regulært og legitimt oprør.
Assads forbrydelser
De seneste tre-et-halvt år har vi været vidne til, at mindst 190.000 mennesker har mistet livet i den syriske borgerkrig.
Siden august 2012 har Syriens præsident Bashar al-Assad dræbt sin egen befolkning i daglige luftangreb. Han har brugt klyngebomber og SCUD-missiler.
De seneste måneder har det syriske luftvåben kastet særdeles upræcise tøndebomber ud over boligkvarterer i Aleppo og andre steder. Ifølge FN har der mindst otte gange været klorgas i tønderne.
Vi har set billeder børn, der blev nervegasset ihjel af regimet den 21. august 2013. Over 1400 mennesker mistede livet den morgen.
Vi har set billeder smuglet ud af en afhopper, der viste systematisk tortur og drab på 11.000 fanger i de syriske fængsler. "Kz-lejr-metoder" blev de kaldt.
Men til forskel fra IS' videoer og billeder stod Assad ikke selv og førte kniven iført en sort hætte. Der var heller ikke navngivne genkendelige vesterlændinge på billederne, som det var tilfældet med den amerikanske journalist James Foley, der blev dræbt af IS.
Måske derfor var det nemt ikke at reagere - eller at undgå at kalde præsidentens metoder for, hvad de var: Massakrer.
I dette umenneskelige kaos, hvor millioner flygter, hvor tusindvis og atter tusindvis bliver slået ihjel, vinder ekstremister let terræn. Især når kræfter i Golf-landene sender penge, og den siddende præsident nøjes med at bombe de moderate oprørsgrupper, mens han samtidig køber olie af Islamisk Stat.
De moderate i Syrien har længe ønsket hjælp til at kæmpe ikke bare mod Assad, men også mod Islamisk Stat. Vestlige lande har været tøvende, fordi de var bange for, at våbnene ville ende i hænderne på de forkerte - på hærdede islamister der ville vende sig mod os selv. Det var ikke vores krig, vores morads. Det er det siden blevet.
Maliki gøder jorden for IS
For amerikanske våben og militærkøretøjer, oprindeligt givet til den irakiske hær, endte alligevel i hænderne på IS, da de rykkede ind i den irakiske by Mosul og overtog militærbaser, efter at irakisk militær flygtede.
Sideløbende med krigen i Syrien er situationen i Irak blevet forværret. Den shia-dominerede regering med al-Maliki i spidsen har ekskluderet sunnimuslimerne. Ved årsskiftet ryddede den irakiske hær brutalt en protestlejr i de sunnidominerede områder i Ramadi vest for Bagdad.
Sunnimuslimer forlangte, at Maliki skulle gå af. De var ikke alle dydige borgere. En del bevæbnede sig, men den irakiske regering mærkede dem alle som terrorister - ligesom Assad gjorde i Syrien - så politikerne ikke behøvede at lytte til kritiske røster og indledte luftangreb mod militante vest for Bagdad.
Også under revolutionerne i Mellemøsten i 2011 rørte et arabisk forår på sig i Irak. Men det blev kortvarigt.
Siden er store områder i Irak blevet overladt til sig selv i ørkensandet, og statens manglende autoritet og indsats har betydet, at Islamisk Stat har haft let ved at vinde frem. Ikke mindst fordi en del sunnimuslimer har følt sig så isoleret, at de lokalt bakker op om IS - også selvom de ikke bryder sig om deres metoder. IS udfylder dermed et farligt tomrum.
Symptombehandling
For nylig rykkede IS ind i blandt andre de kurdiske områder af Irak og forfulgte og henrettede medlemmer af den kurdiske stamme yazidierne. Tusindvis af yazidier, der ikke er muslimer, flygtede i panik op på et bjerg, hvor de kæmpede for livet i halvtreds graders varme.
Da kom USA irakerne til hjælp. I samarbejde med den irakiske og kurdiske regering bombede USA islamisterne væk fra deres positioner ved den strategiske Mosul-dæmning. Samtidig er kurdiske styrker blevet lovet bedre våben af flere vestlige lande.
Hjælpen er dog snarere en slags symptombehandling end egentlig årsagsbekæmpelse. Og det er ingen kur mod Islamisk Stat blot at bekæmpe dem i Irak uden at medregne Syrien - og luftangreb alene kan ikke fjerne IS.
Gruppens finansiering og den ustabile situation i de områder, de befinder sig i, er blot nogle af de parametre, der bør tænkes ind, hvis IS skal kvæles.
Vestlige ledere leger med tanken om at alliere sig med den krigsforbryderen Assad i jakkesættet mod de andre krigsforbrydere i de sorte dragter. USA er allerede i alliance med en irakisk regering, der benytter sig af hærdede shiamuslimske militser, der har været i Syrien og kæmpe på Assads side mod oprøret, og som har brugt samme grusomme metoder som IS.
Fremvæksten af Islamisk Stat kan meget vel bringe umage fjender sammen i magelig alliance mod det nye onde. Demokratiske lande, herunder Danmark, kan muligvis snart se sig selv i samarbejde med en mand, de længe har ville flyve til krigsforbryderdomstolen i Haag.
Måske giver det mening ud fra devisen om, at Assad er en del af problemet og dermed en del af løsningen. Eller måske giver det netop kun mening, fordi det er nemmere at fordømme regulære halshugninger begået af islamister på video end et regimes tilfældige bombninger af titusindevis af mennesker.
I så fald må verdens befolkninger spørge sig selv, hvad konsekvensen ved at gradbøje krigsforbrydelser kan være - eller allerede har været.