Litauen: Ukraine er i krig på vegne af hele Europa

Det er et faktum, at Rusland er i krig mod Ukraine. Så klar i mælet var Litauens præsident inden aftenens EU-topmøde.

Dalia Grybauskaita mener derfor, at EU bør ty til andet end sanktioner mod Rusland. (© DR Nyheder)

Udover kabalen med poster i EU's øverste rækker, så er det helt store emne på dagens topmøde uroen i Ukraine.

Da Litauens præsident, Dalia Grybauskaita, ankom til topmødet i Bruxelles, slog hun fast, at Ukraine og Rusland er i krig.

- Det er et faktum, at Rusland er i krig mod Ukraine. Det betyder, at de er i krig mod et land som ønsker at være tæt integreret med EU. Rusland er praktisk talt i krig med hele Europa, sagde hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På vegne af hele Europa

Dalia Grybauskaita mener derfor, at EU bør ty til andet end sanktioner mod Rusland.

- Vi bliver nødt til at hjælpe Ukraine med at forsvare sit territorium og indbyggere, og hjælpe militæret i Ukraine med at forsvare sig selv, fordi i dag udkæmper Ukraine en krig mod Rusland på vegne af hele Europa, siger lederen af en tidligere sovjetrepublik.

Hun tilføjede ifølge Reuters, at våbenembargoen mod Rusland bør intensiveres ved også at stoppe for salg på eksisterende kontrakter.

Det forslag har Frankrig hidtil sat sig imod, fordi landet nægter at annullere en aftale om at sælge et nyt krigsskib til Moskwa.

Barrose fordømmer angreb

Også EU-Kommissionens nuværende formand, José Manuel Barroso, har meldt klart ud overfor den russiske præsident, Vladimir Putin, hvad han mener om de militære aktiviteter i det østlige Ukraine.

- Formanden for Kommissionen gav udtryk for, at han på det kraftigste fordømmer de - ifølge beviserne - betydelige angreb og operationer på ukrainsk jord af russiske militærenheder, lyder det i en udtalelse fra EU-Kommissionen.

På aftenens topmøde i Bruxelles tager EU's stats- og regeringsledere imod den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, der ifølge tidsplanen vil tale kort efter mødet er gået igang klokken 17.