Europa skal presse på politisk men for alt i verden undgå at puste til ilden i Ukraine, hvor Rusland den seneste uge har øget sin militære tilstedeværelse blandt de prorussiske separatister i kampen mod ukrainske sikkerhedstyrker.
Det siger EU-kommissionsformand, José Manuel Barroso, på et pressemøde med Ukraines præsident, Petro Porosjenko, før et topmøde i Bruxelles, hvor EU's 28 stats- og regeringschefer skal diskutere blandt andet Ukraine.
- Det giver ingen mening at få en ny kold krig. Vi er i en meget seriøs, jeg vil nærmest sige dramatisk situation, hvor vi kan nå til et punkt, hvor der ingen vej er tilbage, siger han.
Vilje til flere sanktioner
De europæiske ledere skal på topmødet diskutere yderligere sanktioner mod Rusland, og der vil fra en flere lande - ifølge flere diplomatiske kilder - være en klar vilje til at bede kommissionen om at forberede flere sanktioner.
Barroso, som imidlertid ikke har noget med den beslutning at gøre, understreger i mere løse vendinger, at Europa er klar til at handle og sender en advarsel til Moskva.
Rusland besvarer sanktioner
Rusland har hidtil besvaret de europæiske sanktioner med andre handelssanktioner mod både USA og EU.
Samtidig har Moskva sagt, at de europæiske sanktioner er uden betydning for Rusland.
/ritzau/