I morgen skal EU's stats- og regeringschefer efter planen på et topmøde i Bruxelles sætte navne på, hvem der tegne EU-samarbejdet de kommende år som formand for Det Europæiske Råd og chef for EU's udenrigstjeneste.
Og dagen før dagen tegner der sig to favoritter: Polens premierminister Donald Tusk til posten som rådsformand og den italienske udenrigsminister Federica Mogherini som udenrigschef.
Ingen af dem bliver dog båret ind på topmødet i guldstol, fortæller EU-korrespondent i DR Ole Ryborg:
- Begge to er navne, som ret mange EU-ledere ikke er videre begejstrede for. Så dem, som er favoritter i dag, kan sagtens være dem, som ikke får jobbet i morgen.
Ikke et ord fransk
Både Donald Tusk og Federica Mogherini har nemlig nogle markante minusser i karakterbogen.
- Mogherini mangler erfaring - hun har kun været udenrigsminister i omkring seks måneder. Og så er man bekymret for, at hun har været for forstående overfor Rusland. Noget af det første, hun gjorde som udenrigsminister, var at rejse til Moskva og invitere præsident Putin med til et møde i forbindelse med Italiens EU-formandskab. Det vakte hovedrysten i de andre EU-lande, fortæller Ole Ryborg:
- Donald Tusk er kendt som pro-europæisk, men problemet med ham er hans sprog. Hans evner, når det gælder fremmedsprog er nærmest ikke-eksisterende. Han taler ikke et ord fransk, og hans engelsk er meget dårligt. Og hvis man skal udfylde jobbet som formand for det europæiske råd, så skal man hele tiden tale med andre ledere i telefonen. Og det bliver bare meget mere besværligt, hvis man skal have en tolk med, siger Ole Ryborg.
Thorning skal overtales
Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt, som i parentes bemærket taler flydende engelsk og fransk, har tidligere været et varmt navn til jobbet som formand for det Europæiske Råd.
Og hun bliver stadig nævnt, når snakken falder på alternative kandidater til Donald Tusk.
Ole Ryborg indskærper dog, at både den polske og danske regeringsleder i givet fald skal overtales til at tage jobbet.
- For en statsminister er det jo drømmejobbet af være statsminister i sit land. Det er det højeste, man kan opnå politisk. Så både Thorning-Schmidt og Dusk er tøvende, og det handler altså om, at de skal overbevises, siger Ole Ryborg.
Favoritten blev forbigået
EU-korrespondenten minder i øvrigt om, at favoritten sjældent får jobbet, når EU-lederne holder topmøde om topposter.
- Mange husker kommissionsformanden Jacques Delors - men ham, som det egentligt skulle have været, hed Claude Cheysson og var fransk udenrigsminister. På samme måde med José Manuel Barroso, som har posten i dag - den skulle være gået til Guy Verhofstadt, som dengang var premierminister i Belgien. Erfaringsmæssigt ender det altid med nogle andre end dem, man har nævnt i medierne.