Søndag morgen bankede det på døren hos en familie i Iraks hovedstad Bagdad. Familiens 10-årige søn åbnede, og kort efter hørte moren sin lille datter skrige op.
Hun fulgte skriget ud til hoveddøren, hvor hun nåede at se nogle mænd skubbe hendes søn ind i en bil, der kørte af sted.
Efter nogle timer fik familien en opringning. Manden i røret, der ikke gav sig til kende, krævede 500.000 dollars i løsesum for drengen - svarende til godt 2,8 millioner kroner.
Fulgte bortførelse fra Danmark
Beretningen fra Bagdad kommer fra dansk-irakeren Ali Qais, der er fætter til den 10-årige dreng.
Ali Qais kom til Danmark med sin familie som 14-årig i 1992, har siden uddannet sig til astronom og arbejder i dag som uddannelsesleder på Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC). Langt væk fra Irak - og alligevel tæt på gennem telefonen.
For Ali Qais er det triste ved episoden i søndags, at det blot er en beskrivelse af en almindelig dag for befolkningen i Irak.
- De er vant til, at der sprænger bomber, og at der ligger en afrevet arm eller et ben på gaden. Det eskalerer for hver dag. Men det her kom selvfølgelig helt tæt på os som familie, siger han.
Selv fik han den dårlige nyhed om bortførelsen gennem sin familie i Bagdad senere på søndagen. Og i det næste døgn fulgte han dramaet med sine forældre, der også bor i Danmark.
Genforening
Allerede mandag skete der noget. Ali Qais' familie i Bagdad havde fortalt til mændene bag bortførelsen, at de ikke havde 500.000 dollars, men at de var villige til at betale noget mindre.
- De sagde heldigvis ja til et mindre beløb, og min familie fik besked på at aflevere pengene et bestemt sted i byen, fortæller Ali Qais.
Familien måtte aflevere pengene, inden de fik deres søn at se. Men nogle timer, efter at pengene blev afleveret, fik familien en opringning fra en tilsyneladende tilfældig mand i et område 70 kilometer uden for Bagdad.
I telefonen fortalte han Ali Qais' onkel, at han stod med en dreng, der sagde, at han var hans søn.
Ali Qais' vurdering er, at bagmændene ikke ville kunne spores, så de slap hans fætter fri et tilfældigt sted, hvor han så blev fundet og hjulpet.
Hjem i liveEfter opringningen tog familien straks af sted og blev senere mandag genforenet med deres søn.
- Gudskelov var han ikke væk særligt længe, og man kan kun være lykkelig for, at han ikke blev dræbt. Så heldige har andre ikke været, siger Ali Qais.
Familien ved fortsat ikke, hvem der stod bag bortførelsen, men gennem deres søns beretninger fik de indtryk af, at de ikke var et enestående offer.
Den 10-årige dreng har fortalt sine forældre, at han fik bind for øjnene, som han først kunne tage af, da han blev sluppet fri. Og ud fra, hvad Ali Qais har fået viderebragt, sagde drengen følgende, da han kunne se igen:
- Jeg var ikke alene. Der var andre børn, der løb ligesom mig.
Ingen kan opklare sagen
Dansk-irakerens familie kan kun gisne om motivet. De er en blanding af både sunni og shia og kender ikke selv til, at de skulle have nogen personlige fjender.
Men de har flere penge end gennemsnittet. Deres umiddelbare analyse er derfor, at bagmændene kommer fra en milits i Bagdad, der har brug for hurtige penge og derfor har kidnappet børn fra rigere familier.
- Det frustrerende er, at min familie ikke kan finde ud af, hvem det er, da der ikke er noget fungerede politi eller retsvæsen, der kan efterforske det. Det er det rene anarki, og min familie kan kun sidde tilbage og frygte, at det vil ske igen, siger Ali Qais.
Jublede for tidligtDa Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein, faldt den 9. april 2003, som følge af amerikanernes invasion, jublede Ali Qais' familie, fortæller han.
Ligesom Ali Qais selv var familien modstandere af Saddam Hussein, fordi de oplevede, at venner og familiemedlemmer blev arresteret og henrettet uden grund.
- De kunne ikke fordrage ham, så alle var glade den 9. april. Det var tid til frihed og demokrati efter at have levet under en diktator, siger Ali Qais og tilføjer:
- Men her 11 år efter må vi bare se i øjnene, at det ikke gik særlig godt.
Her skal jeg dø
Han værdsætter selv mere og mere, at han er endt i Danmark, når han ser, hvordan situationen i Irak bliver værre og værre.
Den sunnimuslimske bevægelse Islamisk Stat vinder frem, forskellige militser fortsætter med at hærge, og sammen er de med til at gøre den sekteriske konflikt mere og mere uløselig og blodig.
Han undrer sig over, at hans familie ikke flygter og kan kun forklare det med, at de har en stærk nationalfølelse:
- Som min onkel siger om Irak: Det er her, jeg er født, og det er her, at jeg skal dø.