Fredsmøde med Ukraine og Rusland ender uden gennembrud

Ukraine må selv løse opgaven med at få en våbenhvile med oprørere på plads, siger Ruslands præsident.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er mødtes i Minsk med Ukraines præsident, Petro Porosjenko. Med til mødet var 's udenrigschef Catherine Ashton og Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko. (Foto: © ALEXEY DRUZHININ/RIA, Scanpix)

Tirsdagens møde mellem lederne af Rusland og Ukraine endte uden et egentligt gennembrud i retning af få afsluttet de brutale kampe i det østlige Ukraine.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, siger, at han vil arbejde på at få en våbenhvile på plads med oprørerne, mens Ruslands præsident, Vladimir Putin, der beskriver mødet som positivt, gør det klart, at opgaven med at få skabt fred mellem regeringen i Kijev og oprørerne skal løses af de stridende parter selv.

Men konkrete tiltag var der ingen af efter mødet, der fandt sted i Minsk i Hviderusland.

- Det er ikke vores anliggende. Det er op til Ukraine selv, siger Putin efter mødet om en eventuel våbenhvile.

Hårdt og komplekst

HRusland "vil gøre alt" for at støtte en fredsproces, men kan kun bidrage ved at forsøge at skabe tillid mellem parterne, forklarer han.

Petro Porosjenko beskriver det over to timer lange møde som "meget hårdt og komplekst".

Opgaven er nu at lave en plan, der hurtigt kan sætte en stopper for krigshandlingerne mellem de prorussiske separatister og ukrainske styrker, lyder det fra den ukrainske præsident.

Over 2000 dræbt

Til trods for de positive toner efter mødet er det fortsat uvist, hvordan oprørerne stiller sig til ideen om en våbenhvile, og hvor hurtigt den kan komme på plads.

Det vides heller ikke, om Putin og Porosjenko på mødet drøftede Ukraines påstand om, at Rusland støtter oprørerne med både soldater og våbenforsyninger. En påstand, som Rusland kategorisk har afvist.

FN har vurderet, at over 2200 mennesker er blevet dræbt i den fem måneder lange konflikt, der også har udviklet sig til en handelskrig mellem Rusland og de vestlige lande. De gensidige sanktioner er til ulempe for både russisk og europæisk økonomi.

- Vi ønskede alle et gennembrud, siger Hvideruslands præsident, Alekander Lukasjenko, efter mødet.

Mødtes trods alt ansigt til ansigt

I mangel på konkrete resultater glæder han sig over, at det dog er lykkedes at få Putin og Porosjenko til mødes ansigt til ansigt for første gang siden juni.

- Det er uden tvivl i sig selv en succes, siger han om tirsdagens møde.

/ritzau/Reuters

BILLEDSERIE Ukraine fejrer uafhængighedsdagen

  • 24. august blev der i Ukraines hovedstad Kijev fejret Ukraines uafhængighedsdag til minde om uafhængighedserklæringen i 1991, da Ukraine frigjorde sig fra Sovjetunionen. (Foto: © GLEB GARANICH, Scanpix)
  • Dagen blev blandt andet fejret med parader af soldater og våben der krydser hen over uafhængighedsplads - Maidanpladsen. (Foto: © SERGEI SUPINSKY, Scanpix)
  • Under uafhængighedsdagen var mange tusinde mennesker mødt op for at bakke op om regeringen i konflikten med de russisk-talende oprørere i den østlige del af landet. (Foto: © GLEB GARANICH, Scanpix)
  • Også Ukraines præsident, Petro Porosjenko, deltog søndag i en symbolsk militærparade. (Foto: © SERGEI SUPINSKY, Scanpix)
  • Trods det kriseramte lands skrøbelige økonomi lover Porosjenko at bruge 40 milliarder hryvnias (over 17 milliarder kroner) på en styrkelse af militæret i de kommende tre år. (Foto: © SERGEI SUPINSKY, Scanpix)
  • Pengene vil blive brugt på militærfly, krigsskibe og helikoptere. (Foto: © SERGEI SUPINSKY, Scanpix)
  • "Dette er blot en beskeden begyndelse på det ukrainske militærs genfødsel", siger præsidenten til folkemængden. Siden april er over 2200 mennesker blevet dræbt i konflikten mellem Kijev og oprørerne i regionerne omkring Lugansk og Donetsk. (Foto: © GLEB GARANICH, Scanpix)
  • Den ukrainske præsident var også sammen med sin familie. Fra venstre: Datteren Oleksandra, konen Maryna, datteren Yevheniya og sønnen. (Foto: © GLEB GARANICH, Scanpix)
1 / 8