Tirsdag indgik Israel og Gaza en tidsubegrænset våbenhvile efter en 50 dage lang og blodig konflikt.
Her er et overblik over de vigtigste udviklinger, siden Israel begyndte sin offensiv i Gaza den 8. juli.
* 8. juli: Israel lancerer Operation Protective Edge med snesevis af luftangreb på Gaza som reaktion på et stigende antal raketangreb fra militante palæstinensere.
* 12. juli: FNs Sikkerhedsråd opfordrer parterne til at indstille fjendtlighederne.
* 15. juli: Hamas afviser et forslag om våbenhvile fra Egypten, som Israels sikkerhedskabinet har godkendt.
* 17. juli: En humanitær våbenhvile afbrydes i utide. Israel iværksætter den første landoffensiv i mere end fem år.
* 20. juli: Endnu en humanitær våbenhvile afbrydes i utide. Samtidig en blodig dag i konflikten med mindst 140 dræbte palæstinensere og 13 dræbte israelske soldater.
* 25. juli: John Kerry og Ban Ki-moon forsøger at få parterne til at indgå en syvdages våbenhvile, men Hamas og Israel går kun med til en 12 timer lang våbenhvile.
* 27. juli: Kampene genoptages efter en enkelt rolig dag. Det samlede dødstal på palæstinensisk side runder 1000.
* 30. juli: Israel angriber en FN-drevet pigeskole i Gaza og dræber mindst 19 personer.
* 1. august: Israel og Hamas enes om en 72 timer lang humanitær våbenhvile. Den afbrydes dog efter kun få timer. Sundhedsministeriet i Gaza melder kort efter om mindst 50 dræbte efter kampe i det sydlige Gaza.
* 3. august: Den tredje FN-skole bliver ramt. Det medfører voldsomme reaktioner kloden rundt. - Dette galskab må stoppe, siger FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, blandt andet.
* 8. august: Det mislykkes at forlænge en tre dage lang våbenhvile, og kampene i området genoptages.
19. august: Efter mere end otte døgn uden kampe - den hidtil længste fredelige periode - bliver raketter affyret mod Israel fra Gaza. Det får israelerne til at tilbagekalde folk fra fredsforhandlinger i Cairo.
* 26. august: Egyptiske mæglere får forhandlet en tidsubegrænset våbenhvile på plads mellem Israel og Gaza.
Kilde: AFP og Reuters
/ritzau/