Kinesere provokerer amerikanerne med kampfly

Kinesisk kampfly provokerer USA i Det Sydkinesiske Hav ved at flyve få meter fra amerikansk militærfly.

Besætningen på det amerikanske fly tog billeder af det kinesiske fly, da det fløj tæt forbi. (Foto: © Department of Defense, Scanpix)

Et kinesisk kampfly fik fredag pulsen op i det amerikanske forsvarsministerium Pentagon, efter et par provokerende manøvrer i Det Sydkinesiske Hav.

Det kinesiske fly foretog flere farlige manøvrer i luften helt tæt på et amerikansk fly. På et tidspunkt var der blot seks meter imellem de to flys vinger.

Ministeriets talsmand Admiral John Kirby fortæller ophidset, at piloten i det kinesiske kampfly opførte sig temmelig aggressivt og meget uprofessionelt.

Viste flyets våben

Episoden fandt sted tirsdag i internationalt luftrum 220 kilometer øst for Hainan-øerne, oplyser Pentagon.

- Det kinesiske jetfly passerede også næsen af P-8 (det amerikanske fly) i en 90 graders vinkel med undersiden ind mod P-8, formentligt - tror vi - for at vise dets våben, skriver CNN.

- Derefter fløj det direkte under og langs P-8, så deres vinger var blot 20 fod (6 meter) fra hinanden, og det udførte derefter et rul over P-8 med en afstand på 45 fod (14 meter).

USA har rettet diplomatisk henvendelse til Kina efter episoden.

- Vi har udtrykt vores meget stærke bekymring over for kineserne gennem diplomatiske kanaler, siger Kirby.

/ritzau/