- Tåregas affyret mod demonstranterne. Det svider i øjnene. Og i næsen. Og i halsen. Nu hårdt ramt af tåregas. Føj for den lede.
Sådan lød ordene fra DR's USA-korrespondent, Johannes Langkilde, da han i nat lokal tid befandt sig midt i urolighederne på gaden i den amerikanske by Ferguson.
Også i nat var der nemlig hundredvis af demonstranter på gaden i Ferguson, hvor protesterne fortsætter over nedskydningen af den 18-årige Michael Brown forrige lørdag.
Gasmasker, pansrede vogne og hævede skjold
Omkring midnat lokal tid var situationen meget anspændt i den amerikanske by, fortæller Johannes Langkilde, som for kort tid siden befandt sig midt imellem de cirka 200 demonstranter.
- For cirka en halv time siden begyndte demonstranterne at løbe ned ad gaden, og politiet gjorde sig klar til at rykke frem, tændte for sirenerne, tog gasmasker på og sænkede visirerne, fortæller han fra gaden i Ferguson.
- Lige nu er der en lille smule mere ro på, men det bølger stadig frem og tilbage. Politiet rykker momentvis frem med nogle store pansrede mandskabsvogne, løber ud på gaden og beder folk om at trække ud til siderne, fordi det ifølge dem er ulovligt at befinde sig midt på gaden, siger han.
Nationalgarden endnu ikke på gaden
Nationalgarden blev mandag indsat for at genskabe ro og orden i byen Ferguson. Den ordre gav guvernøren i Missouri, Jay Nixon, efter at politiet natten til mandag igen brugte tåregas mod vrede indbyggere.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev tåregassen kastet ind i en menneskemængde på omkring 400 personer, hvor også familier og børn befandt sig. Politiet har siden fået kritik af både guvernøren og den amerikanske præsident, Barack Obama.
At Nationalgarden nu er sat ind i den lille by, kan man ikke mærke på gaden, lyder det fra Johannes Langkilde.
- Jay Nixon, guvernøren i Missouri, har sagt, at indtil videre er Nationalgarden kun ment som en ekstra beskyttelse til politiets kommandocentral, så her nede på gaden er det stadig det statslige politi, der er til stede, og lige nu er der altså 300 af slagsen, siger han.
Vil have betjent dømt for mord
De hundredvis af demonstranter, som har været på gaden siden lørdag, er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at stoppe uroen, fortæller Johannes Langkilde.
- Det, alle demonstranterne fortæller mig, er, at de vil have den betjent, der skød Mike Brown, dømt for mord, siger han, inden han bliver afbrudt af brag, fra hvad der angiveligt er fyrværkeri.
- Der er en meget, meget spændt situation i Ferguson lige nu, og den udvikler sig sekund for sekund, lyder det fra Johannes Langkilde.
Efterfølgende er gaden i Ferguson blevet rømmet, efter politiet endnu engang kastede tåregas på demonstranterne. Alle demonstranter, der ikke ville forlade området er ifølge Langkilde blevet anholdt, ligesom journalister er blevet bedt om at forlade området og stoppe med at dække demonstrationerne.
Officiel obduktion på vej
USA's justitsminister, Eric Holder, beordrede søndag justitsministeriet til at gennemføre en obduktion af Michael Brown.
En foreløbig, privat obduktion af Brown viser ifølge avisen New York Times mandag, at han blev ramt af mindst seks kugler. Et af skuddene ramte Michael Browns isse, hvilket indikerer, at han stod foroverbøjet, da kuglen ramte.