Igen i nat var der voldelige konfrontationer mellem politi og demonstranter i byen Ferguson, en forstad til St. Louis i delstaten Missouri i USA.
Urolighederne begyndte da politiet skød den 18-årige Michael Brown for en uge siden. Og natten til søndag har politiet forsøgt at håndhæve et udgangsforbud.
DR's korrespondent i USA, Johannes Langkilde, var søndag morgen på gaden i byen for at snakke med nogle af demonstranterne.
En af dem, gademedarbejderen Edward, der har arbejdet på gaden i byen mere end 20 år, fortæller om, at politiet bruger deres magt forkert.
- Politiet opfører sig lige nu værre, end jeg har set i de 20 år, jeg har arbejdet på gaden.
Store spændinger mellem sorte og hvide i USA
Urolighederne natten til søndag var blot endnu en nat i rækken siden Michael Brown for en uge siden blev skudt, men ifølge Johannes Langkilde handler utilfredsheden ikke kun om den sag.
- Det, der sker i Ferguson, er et mikroeksempel på noget af det, der udspiller sig på den helt store scene i USA, nemlig nogle meget store spændinger mellem sorte og hvide.
Det gælder ikke mindst spændinger mellem sorte borgere og et næsten kridhvidt politikorps. I Ferguson er 70 procent at befolkningen sorte, men hele 96 procent af politiet er hvide.
Se hele Johannes Langkildes reportage fra Ferguson i videoen øverst i artiklen.