En person skudt og syv anholdt i uroplagede Ferguson

Urolighederne i Ferguson fortsætter trods undtagelsestilstand og udgangsforbud. Søndag blev en person skudt.

De voldsomme uroligheder i byen Ferguson fortsætter trods den undtagelsestilstand, som guvernør Jay Nixon erklærede lørdag aften dansk tid. (Foto: © Scott Olson, AFP/Scanpix)

En person blev søndag morgen skudt og kritisk såret, da politiet i den amerikanske by Ferguson på ny kolliderede med vrede indbyggere, der har skabt uro i byen, efter at en politibetjent 9. august skød og dræbte en sort teenager.

Skudofferet blev bragt til hospitalet af andre demonstranter under sammenstødet, hvor i alt syv personer blev anholdt.

De voldsomme uroligheder fortsætter dermed trods den undtagelsestilstand, som guvernør Jay Nixon i Ferguson, Missouri, erklærede lørdag aften dansk tid.

Ville kvæle optøjer

Guvernøren ville med undtagelsestilstanden forsøge at kvæle optøjerne efter flere dage med voldelige sammenstød og plyndringer som reaktion på drabet på den 18-årige Michael Brown.

Drabet har endnu engang antændt en ophedet debat om politivold og racehad i det amerikanske samfund, fordi den 18-årige mand var ubevæbnet, da han blev skudt.

I forbindelse med undtagelsestilstanden blev der indført udgangsforbud gældende fra midnat og frem til klokken 05.00 søndag morgen lokal tid.

Demonstranter trodsede forbud

Blot en time inde i udgangsforbuddet måtte politiet dog bruge røgbomber mod de vrede fortrinsvis sorte indbyggere, der trodsede forbuddet.

Det kampklædte politi brugte ellers i første omgang megafoner i et forsøg på at få demonstranterne til at respektere udgangsforbuddet og gå hjem.

/ritzau/Reuters