Kurdere: Oprørere slagter 80 mennesker i det nordlige Irak

Islamisk Stat har fredag dræbt omkring 80 mennesker i en massakre mod yazidi-minoriteten.

Islamisk Stat har fredag dræbt omkring 80 mennesker i en massakre mod yazidi-minoriteten. (Foto: © Ahmad Al-Rubaye, AFP/Scanpix)

Islamisk Stat (IS) fortsætter sin offensiv i Irak og har ifølge kurdiske kilder dræbt 80 mennesker fra yazidi-minoriteten i en landsby i den nordlige del af Irak. Angiveligt fordi yazidierne ikke har konverteret til islam.

- De (soldater fra Islamisk Stat, red.) kom dertil i køretøjer og begyndte at dræbe. Vi er overbevist om, at det er på grund af deres tro: konverter eller bliv dræbt, siger den kurdiske embedsmand Hoshyar Zebari til nyhedsbureauet Reuters.

Flere andre officielle kilder fra yazidierne og kurderne bekræfter, at massakren har fundet sted. Derudover skulle landsbyens kvinder være blevet kidnappet af oprørsgruppen.

Islamisk Stat har over de seneste måneder taget kontrol over store områder i Irak og Syrien, blandt andet storbyen Mosul, Iraks største dæmning og flere oliefelter.

De fundamentalistiske militærfolk i IS truer de tre kurdiske provinser i det nordøstlige Irak, og gruppens fremmarch har sendt titusindvis af irakere på flugt.

/ritzau/Reuters