Først var det USA, så var det Frankrig og nu er også Storbritannien klar til at bevæbne kurderne i Nordirak i kampen mod bevægelsen Islamisk Stat (IS).
Sideløbende har den danske regering meldt ud, at man fra dansk side ønsker at hjælpe i området ved at støtte flygtninge med nødhjælp og et fly til at få nødhjælpen frem.
Og flere og flere lande melder sig på banen med forskellige bidrag til, hvordan man kan bekæmpe IS og/eller hjælpe flygtningene i Nordirak.
I grafikken øverst i artiklen kan du få overblik over, hvilke lande der indtil videre bidrager i kampen mod IS.
Forskellige bidrag
Den britiske holdning til våbenhjælp vil blive fremlagt fredag på EUs udenrigsministermøde i Bruxelles, og den støttes af den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R).
Han siger, at EUs udenrigsministre bør yde politisk opbakning til Frankrig og Storbritannien, mens andre EU-lande som Danmark kan yde humanitære bidrag.
Det er et holdningsskifte, at man nu vil støtte kurderne militært. Skiftet sker, efter at omkring 400.000 personer de seneste måneder er flygtet ind i det kurdiske selvstyreområde 'Kurdistan' i det nordlige Irak for at slippe væk fra islamisterne i IS. Og at IS nu truer kurderne fra flere fronter.
Kurdere beder om hjælp
USA begyndte i sidste uge med enkelte målrettede luftangreb mod fremtrængende krigere fra IS, men det er langt fra nok mod de overlegne islamister, siger den kurdiske vicepremierminister Nuri Shaways til svensk tv.
Han har bedt om yderligere hjælp og siger, at IS opfører sig, ligesom man gjorde i 1400-tallet, og at han frygter, at kampen mod dem bliver langvarig.
- Det her er krig, vi bliver ikke bombet lige nu, men det kan ske i morgen, siger Nuri Shaways.
Irak beder Danmark og mere hjælp
Iraks ambassadør i Danmark, Albert Issa Nothor, siger, at Irak er taknemmelig for enhver form for hjælp fra i Danmark i kampen mod IS.
Men hjælpen må gerne udvikle sig til også at indebære våben og kampfly.
- Jeg vil ikke lægge mig fast på, præcis hvilke våben det skal være, men vi beder Danmark om at sende tunge våben, så den kurdiske hær i Irak har bedre mulighed for at bekæmpe IS. De kurdiske styrker har kun gamle våben, mens IS har nye moderne våben, som de har stjålet fra den irakiske hær i Mosul, siger Albert Issa Nothor til Politiken.