Det er dyb desperation, der har mødt den danske FN-nødhjælpsarbejder Mads Jørgensen i det nordlige Irak, hvor han har befundet sig en lille uges tid.
Den frygtede islamiske gruppe IS (Islamisk Stat), der blandt andet beskyldes for at begrave kvinder og børn levende - kan over en nat tømme en flygtningelejr alene ved rygter om deres ankomst, fortæller han.
- Når de hører rygterne, kan hele lejre være tømt over natten. Og så kommer de pludselig tilbage igen, siger Mads Jørgensen fra hovedstaden i den kurdiske selvstyreregion Erbil.
200.000 får mad hver dag
FN's bud er, at omkring 300.000 irakere lever som internt fordrevne i området. Fødevareprogrammet giver mad til 200.000 om dagen.
Mads Jørgensen har delt mad ud ved en kristen kirke i Erbil, hvor der befandt sig mange flygtninge fra Mosul.
- De beretter om, at de ikke har haft tid til noget. De her kristne fik mulighed for at forlade stedet eller konverterer til islam. Andre har forladt deres by, fordi huse blev sprunget i luften, siger han.
Amerikansk militær har de seneste dage bombet tæt på Erbil for at holde Islamisk Stat væk, men der befinder sig fortsat op mod 50.000 flygtede irakere på Sinjar-bjerget.
Her er der meldinger om, at folk sulter ihjel og dræber familiemedlemmer for, at de skal slippe for pinslerne.
- Mere end 30 er døde af sult. Vi var 100 år tilbage i tiden på det bjerg. Jeg så også en mand, der slog fem af sine søstre og sig selv ihjel, så de slap for lidelserne, fortæller en undsluppen politimand til nyhedsbureauet Reuters.
Alle frygter IS
FN's fødevareprogram forbereder sig lige nu på at modtage de mange flygtninge fra bjerget.
- Vi står klar og venter på, at der bliver skabt en korridor. Vi kan intet gøre, før de kommer ned og kan ikke få bekræftet, hvad der sker på bjerget. Folk flygter ind i Syrien, når det lykkes nogle at komme ned, siger Mads Jørgensen og fortsætter:
- Alle er bange for IS og frygter deres fremmarch. Dem, der har mistet alt, og kommer ned fra Sinjar-bjerget er i en forfærdelig forfatning.
Den danske nødhjælpsarbejder oplever dog en form for effekt af de amerikanske bombardementer omkring Erbil.
- De har tilsyneladende standset IS og lagt en beskyttende ring om Erbil - men de er kun 30-40 kilometer herfra. I Erbil er der dog ikke en følelse af en umiddelbar trussel, siger han.
Bruger kvinder som slaver
Iraks minister for menneskerettigheder, Mohammed Shiva al-Sudani, sagde søndag, at IS-krigere i den seneste uge har slået mere end 500 irakere ihjel,
Flere af ofrene er kvinder og børn. Der er desuden meldinger om, at 300 kvinder er blevet kidnappet som slaver.
Islamisk Stat kaldte sig tidligere ISIS (Den Islamiske Stat i Irak og Syrien). Den har udråbt et kalifat i de områder, som gruppen kontrollerer i Syrien og Irak.
IS ledes af Abu Bakr al-Baghdadi. Han kaldes "kaliffen" af sine egne.