Ny krise lurer: 200.000 på flugt fra islamiske ekstremister i Irak

FN frygter en humanitær krise efter kampe mellem islamiske ekstremister og kurdere i det nordlige Irak har sendt 200.000 civile på flugt.

Flere tusinder kurdere og irakere er i disse dage på flugt i det nordlige Irak efter ekstremister fra Den Islamiske Stat har erobret flere byer. (Foto: © Kamal Akrayi, Scanpix)

Mens verdens øjne er rettet mod Gaza, udspiller en anden humanitær krise sig i det nordlige Irak.

Her fortsætter den ekstremistiske oprørsgruppe Den Islamiske Stat (IS - tidligere kendt som ISIS) sin fremmarch og indtager større og større landområder fra kurdere i åbne kampe, der har sendt flere hundredtusinde af civile på flugt.

Den Islamiske Stat slår kurdiske styrker tilbage

Søndag slog IS således de kurdiske tropper i byerne Sinjar, Wala og Zumar tilbage og indtog byerne som deres. Det skriver flere medier, blandt andre BBC, Al Jazeera og Al Arabiya.

I en udtalelse på deres hjemmeside skriver Den Islamiske Stat selv, at det tog gruppens soldater 24 timer at slå det kurdiske militær tilbage og indtage Zumar og 12 nærliggende små landsbyer.

- Hundredvis flygtede og efterlod køretøjer, våben og ammunition. Broderskabet kontrollerer nu mange områder, skriver IS og nævner selv Zumar og området Ain Zalah, som er kendt for sine oliekilder.

Netop oliefelterne i det nordlige Irak er vigtige for IS, der kan bruge indtjeningen fra olien til at finansiere deres fortsatte krigsindsats.

Det forlyder også, at IS har taget kontrollen over Iraks største dæmning, som har en enorm strategisk værdi i Irak.

FN frygter enorm humanitær krise

I forvejen indtog Den Islamiske Stat i sidste måned Iraks andenstørste by, Mosul, i det nordlige Irak og oprørsgruppen fremmarch har sendt tusindvis af mennesker på flugt.

FN's særlige udsendte i Irak, Nickolay Mladenov, siger, at en humanitær tragedie er ved at udfolde sig i Sinjar, hvor det menes at op til 200.000 mennesker nu er flygtet fra kampene mellem IS og kurderne.

- FN har store bekymringer for disse civiles fysiske sikkerhed. De har et akut behov for helt basale nødvendigheder som mad, vand og medicin, siger han til bbc.com.

Henretter 'vantro'

IS er kendt for sine meget ekstreme synspunkter. Gruppen har åbent erklæret sit mål om at skabe et kalifat, en islamisk styret stat, og slår hårdt ned på de trosretninger, de anser for 'vantro' - som f.eks. kurderne.

Amnesty International har beskrevet IS' metoder som et brud på stort set samtlige menneskerettigheder og IS har tidligere udført offentlige henrettelser og korsfæstelser af deres fjender.

Den Islamiske Stat blev dannet i april 2013 som en udbryderfraktion af terrorgruppen al-Qaeda i Irak.

Indtil videre har IS i international sammenhæng især gjort sig bemærket under borgerkrigen i Syrien. Her fremstår den i dag som en af de stærkeste af flere islamistiske oprørsgrupper.