Professor: Sociale medier påvirker synet på Gaza-konflikten

Billeder af de store civile omkostninger af krigen mellem Israel og Hamas er afgørende for, hvordan konflikten bliver opfattet, mener professor.

Billederne af konflikten mellem Israel og Hamas dominerer i såvel traditionelle medier som sociale medier. (Foto: © OLIVER WEIKEN, Scanpix)

Billeder af døde børn, grædende pårørende og røgskyer efter bomber og raketter i Gaza og Israel florerer i disse uger over alt på sociale medier som Facebook, Twitter og Youtube.

De mange mere eller mindre partiske skildringer af konflikten mellem Hamas og Israel har betydning for, hvordan konflikten bliver opfattet i Danmark. Det fortæller Ib Bondebjerg, der er professor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

- En ting er at læse om en konflikt, der sker langt væk fra en selv. Noget helt andet er at få levende billeder direkte ind på sin telefon eller computer. Vi får mange flere billeder, meget hurtigere, end vi før har gjort, og det påvirker os, siger Ib Bondebjerg til DR Nyheder, og fortsætter:

- Sociale medier kan nå ud til almindelige mennesker med umiddelbare historier. Det betyder, at den menneskelige side og den menneskelige tragedie bag ved konflikten kommer stærkt frem.

Sympati for palæstinenserne

Information skriver lørdag, at blandt andet billeder af døde palæstinensiske børn tipper sympatibalancen i konflikten mod palæstinenserne.

Samtidig viser en undersøgelse foretaget af Politiken, at 28 procent af de adspurgte danskere udelukkende eller overvejende har sympati for palæstinenserne, mens 21 procent hælder mod Israel.

De civile tab er afgørende

Det står i kontrast til tidligere målinger, hvor flere støttede op om Israel, og ifølge Ib Bondebjerg kan udviklingen skyldes de sociale mediers påvirkning.

- Lige nu er de sociale medier - og også mange af de etablerede medier - stærkt optaget af de omfattende civile tab, der sker. Krigsførelse i Gaza fører til helt uoverskuelige civile konsekvenser, og det rører os, og det er det, der påvirker os på sociale medier, siger professoren.

1650 palæstinensere er blevet dræbt, siden Israel 8. juli indledte sin offensiv mod mål i Gazastriben. Indtil videre har mindst 66 israelske soldater mistet livet, mens flere end 400 er såret. Derudover er tre civile israelere blevet dræbt af palæstinensiske raketter.